Holger Rune erkender, at frustrationerne fik frit løb under nederlaget i Queens – men han ser fremad mod Wimbledon.
Holger Rune måtte fredag se sig slået i kvartfinalen ved ATP-turneringen i Queens, hvor han tabte til spanske Roberto Bautista Agut.
Kampen blev ikke blot præget af spillet på banen, men også af tydelige frustrationer fra den danske spiller, som flere gange vendte sig mod sin trænerboks.
Især kommunikationen med træner
Lars Christensen blev bemærket, da Rune med skarp stemme søgte svar og hjælp undervejs i kampen.
- I kampens hede søger man hjælp, og det er ikke altid, man får det, man har brug for. Sådan er det. No hard feelings. Vi ser frem til Wimbledon, sagde Rune efterfølgende til TV 2 Sport.
Hårde ord midt i kampens hede
Under kampen blev en samtale mellem Rune og Christensen fanget af kamera og mikrofoner.
Danskeren stillede spørgsmålstegn ved sin egen forhånd, og da han ikke fik de svar, han ønskede, lød kritikken direkte:
– Hvad er det med min forhånd?, spørger Rune
Det er okay
– Nej, det er ikke okay. Jeg har lavet fem uprovokerede fejl – hvad er det?
Jeg ved det ikke, Holger.
– Okay, så du er her for hvad?
Udsagnet vakte efterfølgende opsigt, og flere har sat spørgsmålstegn ved Runes måde at håndtere modgang på.
Ekspert: Usædvanlig reaktion
TV 2 Sports tennisekspert Peter Bastiansen kalder situationen sjælden.
Han peger på, at Lars Christensen normalt er en rolig og tilbageholdende figur.
- Nu har jeg kendt Lars i mange år, og han er en meget stille mand, der kun siger noget, når han skal. Det her var en situation, vi sjældent har set. Jeg tror ikke, at jeg har oplevet det før, sagde Bastiansen.
Holger Rune har tidligere vist stærke reaktioner i kampens hede, men han har også ofte været åben om sin passion og temperament.