Når penge og passion mødes, kan resultatet være spektakulært. Men nogle gange mangler det allermest basale, før tingene kan rulle.
Holger Rune har netop udvidet sin i forvejen imponerende garage. Ikke med en hvilken som helst bil, men med den ikoniske Porsche 911 GT3 – samme model som Novak Djokovic kører rundt i.
Den danske tennisstjerne tænkte: "Den er utrolig", da han så Djokovic i den første gang, og valgte kort efter selv at slå til.
En investering på omtrent fire millioner kroner, som ikke levner meget plads til spørgsmål om, hvorvidt han ville have den. Det ville han. Punktum.
Holger Rune har allerede et par biler stående i garagen i Monaca.
I 2022 modtog han en BMW i4 M50 til en værdi af cirka 465.000 kroner som præmie ved BMW Open i München.
Året efter gentog historien sig, denne gang med en BMW X4 M – en kraftfuld SUV til omkring 2,5 millioner kroner.
Begge biler har mest stået stille i Monaco, hvor Rune bor og træner, og hvor hans familie og venner indimellem har taget dem på en lille tur, for selv har han måttet nøjes med passagersædet.
Holger Rune har nemlig ikke noget kørekort.
Det er efterhånden længe siden, Rune første gang erkendte, at han nok burde få styr på det kørekort.
I november 2024 fortalte han under et pressemøde i Hørsholm efter en travl sæson, at han havde skrevet til sin mor, at han var nødt til at få taget sig det kørekort.
Træningslejre, forberedelser og opstart til 2025-sæsonen tog imidlertid over, og kørekortet blev igen skubbet længere ned på to-do-listen.
Hans mor og manager, Aneke Rune, bemærkede lakonisk i en besked til B.T.:
- Det må være dét, Holger vil prøve at få plads til, men lad os se, hvad det bliver til.
Og nu står vi altså i april, og situationen er uændret.
Under det igangværende Monte Carlo Masters, hvor Rune desværre måtte trække sig i første runde på grund af sygdom, blev bilkøbet igen et emne.
Da han blev spurgt om, hvordan det føltes at køre i en Porsche 911, måtte han trække på skuldrene:
- Det er et godt spørgsmål. For jeg har ikke noget kørekort. Det har jeg virkelig brug for så hurtigt som muligt.
Så lige nu står Holger Runes Porsche og samler støv sammen med de to BMW'er i hans garage i Monaco, mens de venter på, at verdensranglistens nummer 12 får lidt fritid til overs, så han kan erhverve sig det kørekort, der gør ham i stand til at lufte sine luksusvogne.