standard billede til web 26

Holger Rune irriteret på kritikere: "Hvordan kan man blive sur over det?"

Tennisjun. 29 , 13:47
Den danske tennisstjerne Holger Rune har lanceret en webshop, hvor han sælger personlige effekter fra karrieren. Projektet har dog mødt blandede reaktioner.
Den danske tennisprofil Holger Rune har sat gang i et nyt initiativ, hvor han sælger brugt udstyr og tøj fra sin karriere.
Alt fra smadrede ketsjere til signerede kasketter og spilletrøjer har været udbudt på webshoppen, som blev lanceret for få dage siden.
Nogle af effekterne er sat til salg for op mod 45.000 kroner stykket.
Formålet med salget er at skabe en nærmere kontakt med fansene og samtidig støtte velgørende formål.
- Det er egentlig mest for at få fansene lidt tættere på, at jeg sælger noget af det, jeg har spillet i. For at kunne give lidt mere tilbage til fansene end bare den tennis, jeg viser ude i verden, siger Holger Rune.
Kritik på sociale medier Ikke alle har dog taget lige godt imod projektet.
Flere brugere på det sociale medie X har kritiseret initiativet, men det tager Rune med ophøjet ro.
- Jeg forstår ikke, at nogle folk bliver sure over det, for jeg tror, at hvis de kunne, havde de gjort det samme, lyder det fra den 22-årige dansker.
Rune understreger, at hovedparten af indtægterne går til velgørende organisationer som Børns Vilkår, men at en mindre del også går til familien og til at dække projektets omkostninger.
- Det meste af det går til charity, og noget af det går til familien, fortæller Rune, der mandag spiller sin første kamp ved Wimbledon mod chileneren Nicolas Jarry.
Projektet drives primært af familien
Det er ifølge Rune særligt søsteren Alma, der står for driften af webshoppen.
Mor og manager Aneke Rune oplyser, at interessen har været stor fra starten.
- Der var udsolgt af signerede enheder allerede første dag. Det er en indikator på, at det var en god idé. Det er for at tænke kreativt, og håbet er, at det kan udvikle sig til en kreativ legeplads, siger hun.
Aneke Rune henviser også til, at sønnen tidligere har doneret penge per servees ved turneringer som Indian Wells og har solgt træningstimer til fordel for velgørenhed.
Projektets fremtid er stadig åben, men familien ser muligheder i at videreudvikle det i takt med interessen.
Mest læste

Mest læste