gettyimages 1501118853

Holger Rune melder afbud

Tennisjul. 21 2023, 14:58
Holger Rune har meldt afbud fra en kommende turnering i Kroatien, som han skulle have spillet i den kommende uge.
Det kommer ikke som en stor overraskelse, efter Holger Runes udtalelser torsdag aften. Ikke desto mindre står det nu klart, at han har meldt afbud til Croatia Open.
Afbuddet er blevet bekræftet af turneringsarrangøren i en officiel udtalelse, som er blevet bragt af det kroatiske medie HRT.
"Jeg kan desværre ikke spille Croatia Open i år, fordi jeg har problemer med min lænd. En skade, der forhindrede mig i at spille på mit normale niveau i denne uge (ved Hopman Cup, red.)," sagde Rune.
Han forklarede også, at han vil begynde på de nødvendige behandlinger mandag. Desuden har han brug for tid til at hvile sig, efter et tætpakket turneringsprogram i foråret og starten af sommeren.
Onsdag og torsdag spillede Holger Rune i alt fire kampe ved Hopman Cup, der er en opvisningsturnering. Det betyder, at den ikke har nogen indvirkning på hans placering på ATP-ranglisten.
Her tabte han begge sine singlekampe til hhv. verdens nummer 160 og nummer 49. Derudover spillede han to mixeddouble-kampe med Clara Tauson, som også begge blev tabt.
Efter torsdagens to kampe gjorde Holger Rune det klart over for TV 2 Sport, at han havde problemer med fysikken.
Tidligere samme dag havde hans mor og manager, Aneke Rune, fortalt til Ekstra Bladet, at han stadig havde problemer med sin øvre lænd.
Desuden havde han ligget syg i fire dage med feber efter Wimbledon. Her spillede han sig for første gang i karrieren frem til kvartfinalen.
Ifølge Holger Runes egen hjemmeside, skal han først i aktion igen i august til Toronto Masters i Canada.
Mest læste