matteo berrettini jannik sinner

Italiensk tennisstjerne misser French Open for 4. gang i træk

Tennismaj 22 , 21:40
Matteo Berrettinis fravær ved årets Roland Garros er både skuffende og bekymrende for fans af den elegante italienske spiller, der igen ser sin karriere sat på pause af kroppen snarere end modstandere.
Hans seneste tilbagetrækning ved hjemmebaneturneringen i Rom blev et følelsesladet øjeblik, da han i store smerter måtte forlade banen midt i opgøret mod norske Casper Ruud.
Berrettini har haft en karriere præget af store højdepunkter og lige så mange ufrivillige afbræk.
2021 var hans bedste år i Paris, hvor han pressede Novak Djokovic i kvartfinalen, men siden da har han ikke spillet ved den prestigefyldte grand slam-turnering Roland Garros.
Stillede op for publikums skyld
Denne gang skulle det have været anderledes.
Han var tilbage i nogenlunde form og havde spillet sig til kvartfinaler i både Doha, Dubai og Miami i løbet af 2025. Men kroppen ville det anderledes.
Den skade han pådrog sig i Rom, er centreret omkring mavemuskulaturen, som er et område, der før har voldt ham problemer.
Ifølge flere medier mærkede han allerede ubehag, da han vågnede på kampdagen mod Ruud, men valgte alligevel at stille op.
Beslutningen blev truffet ti minutter før kampstart, og skete angiveligt af respekt for de fremmødte italienske fans på Foro Italico.
Det blev en hård beslutning med en endnu hårdere konsekvens.
Efter et tæt første sæt, hvor han blev brudt i det 12. parti, begyndte smerten og kramperne at tage over. Han forsøgte at spille videre i andet sæt, men efter blot to partier måtte han trække stikket.
Næste turnering er Stuttgart
Berrettinis beslutning om at trække sig fra Roland Garros er derfor en præventiv beslutning.
Risikoen for en alvorlig skade, hvis han spiller videre med sin skade er simpelthen for høj.
I stedet retter han nu fokus mod græssæsonen, hvor han tidligere har haft stor succes. i 2021 nåede han eksempelvis hele vejen til finalen i Wimbledon, som han dog endte med at tabe til Novak Djokovic.
Han har meldt sig klar til Stuttgart-turneringen, som spilles umiddelbart efter Roland Garros, og håber at være fysisk klar til de hurtigere underlag, der passer bedre til hans eksplosive spil og store server.
Mest læste