To danske spillere er med i hovedturneringen i Shanghai, og med de rette resultater kan de mødes i et usædvanligt opgør.
Holger Rune og
August Holmgren er begge klar til hovedturneringen ved ATP Masters 1000-turneringen i Shanghai, og skulle begge danskere vinde deres første kampe, kan de støde sammen i tredje runde.
Rune er seedet som nummer ti i turneringen og er derfor oversidder i første runde.
Han møder i anden runde enten Sebastian Baez fra Argentina, der er nummer 41 på verdensranglisten, eller kineseren Zhang Zhizhen, der er nummer 370 og deltager via wildcard.
Rune nåede fjerde runde i Shanghai sidste år og har derfor 100 point at forsvare i turneringen.
Hvis Holger Rune ender med at møde Baez, vil det i så fald være deres sjette opgør, og Rune fører den interne kamp med 3-2 på ATP-Touren.
Senest vandt Rune i ottendedelsfinalerne i Barcelona tilbage i april.
Holmgren med i hovedturnering efter kvalifikation
August Holmgren har spillet sig frem til hovedturneringen via kvalifikationen.
Tidligt tirsdag morgen dansk tid besejrede han belgieren Gauthier Onclin med cifrene 6-4, 7-6 og kvalificerede sig dermed til sin første ATP 1000-turnering.
Holmgren, der er nummer 176 i verden, skal i første runde møde australieren Jordan Thompson, der ligger nummer 78 på ranglisten.
Kampen er programsat som den anden på bane 4 onsdag og starter tidligst klokken 08 dansk tid.
Danskernes vej til tredje runde
Ved en sejr over Thompson venter den 21.-seedede franskmand Ugo Humbert i anden runde.
Holmgren har tidligere vist evner til at spille op mod højt rangerede spillere. Ved Wimbledon tidligere på sommeren slog han blandt andre tjekken Tomas Machac, som var seedet som nummer 23.
Hvis begge danskere formår at vinde deres respektive kampe, vil de mødes i en potentiel tredje runde i et opgør mellem to danskere på ATP-tourens største scene.