holger rune

Holger Rune om tårevædet tale: "Jeg savnede dem helt vildt"

Tennismar. 19 , 10:44

Holger Rune viste en sjældent sårbar side, da han brød sammen under sin takketale efter finalenederlaget i Indian Wells. Mens han takkede sin familie, kunne han ikke holde følelserne tilbage – og nu forklarer han selv, hvorfor det ramte ham så hårdt.

I et interview med TV 2 Sport fortæller Rune, at det var første gang, han havde spillet sig så langt i en stor ATP-turnering uden sin familie ved sin side.

"Det bliver altid emotionelt, når der er familie inde over. Det var en turnering, hvor hverken min mor, far eller søster var der. Det er første gang, at jeg er gået så langt i en turnering på ATP Touren uden min familie ved min side," siger han og tilføjer: "Jeg savnede dem helt vildt. Og det var hårdt at tabe finalen kombineret med, at min familie ikke var der."

Rune har tidligere haft sin mor, Aneke Rune, og sin søster, Alma, med til mange turneringer, og i februar rejste de med ham til turneringerne i Argentina og Mexico.

Men i Indian Wells måtte han klare sig uden dem – ikke fordi de ikke ville være der, men fordi de hjalp ham hjemmefra. "Oftest er årsagen, at de arbejder og hjælper mig hjemmefra med nogle ting, jeg skal have styr på. Noget med lejlighed og hus," forklarer han.

Til Miami Open, hvor han nu skal spille, er situationen den samme. Familien er ikke med, men måske dukker Aneke Rune op senere i turneringen.

Aneke kommer måske til Miami - Alma bliver hjemme

"De er her ikke lige nu, men det kan være, at min mor kommer. Min søster kommer nok ikke lige i den her uge, for hun skal også arbejde lidt og være hjemme," siger han med et lille smil.

Det var i Indian Wells-finalen mod Jack Draper, at følelserne for alvor tog over. Efter at have takket sin trænerboks og lykønsket sin modstander, vendte han sig mod det, der virkelig betød noget: familien.

"Og tak til min familie derhjemme," sagde han – men måtte stoppe op, tage hænderne op til ansigtet og sunde sig et øjeblik, før han fortsatte: "De betyder alt for meget, så tak, vi ses næste år."

Nu er spørgsmålet, om han kan bygge videre på den stærke præstation i Indian Wells og gå hele vejen i Miami – med eller uden familien ved sin side.

Mest læste