Det sker ikke ofte, men denne gang sagde han ja. Valget kan vise sig at være taktisk klogt i mere end én forstand.
Efter en kort men intens grussæson skifter
Holger Rune nu fokus til græsset, og det gør han med en beslutning, der vækker opsigt.
For første gang siden august sidste år har han takket ja til at spille double, og det sker i selskab med det tjekkiske stortalent
Jakub Mensik ved ATP 500-turneringen i Queen’s Club i London.
Mensik har fået et markant gennembrud i år og står noteret som nummer 12 på årets raceliste, hvilket gør samarbejdet med Rune særligt interessant.
Den danske verdensstjerne har generelt været tilbageholdende med at stille op i double-turneringer, og senest han gjorde det var i Cincinnati sammen med Stefanos Tsitsipas i august 2024.
Græstræning før Wimbledon
Ifølge Runes mor og manager Aneke Rune er det primært udsigten til ekstra kamptræning på græs, der har motiveret valget.
Doubleturneringen i Queen’s er nemlig den eneste officielle ATP-turnering på græs, som Rune deltager i, inden
Wimbledon går i gang sidst i juni.
Han er dog også tilmeldt nogle opvisningskampe ved Giorgio Armani Tennis Classic, der spilles i dagene op til Wimbledon.
Det samlede antal kampe på græs er altså begrænset, og det gør Queen’s-turneringen til en kærkommen mulighed for Rune til at vænne sig til det glatte underlag.
Et ekstra element i beslutningen kan også findes i det faktum, at Jakub Mensik selv tog initiativet.
Den tjekkiske teenager vandt tidligere på året Masters 1000-turneringen i Miami. Han henvendte sig direkte til Holger Rune, der sagde ja.
Kan åbne døren for mere double
US Open har introduceret et nyt og kontroversielt format for deres mixeddouble-turnering, som nu skal spilles i fanugen op til hovedturneringen.
Turneringen vil inkludere 16 par og have en præmiesum på hele 7.250.000 kroner, hvilket en markant stigning fra tidligere år.
TV 2 skriver, at Rune-lejren anser det nye tiltag som både modigt og forfriskende.
Aneke Rune peger samtidig på, at det ikke er urealistisk at Holger stiller op, hvis hans rangering gør det muligt at få adgang.
Kun de otte bedst rangerede par kvalificerer sig direkte, og resten fordeles gennem wildcards.
Selv om etablerede double-specialister har udtrykt skarp kritik af US Opens nye model, åbner formatet op for singlespillere som Rune, der får mulighed for at spille sig i form til hovedturneringen og måske endda hente en Grand Slam-titel i en ny kategori.
Det bliver dog først afgjort senere på sommeren, om Holger Rune faktisk kommer med.
Lige nu er det samarbejdet med Mensik i Queen’s, som den danske tennisstjerne fokuserer på.