Terence Atmane har spillet sig i semifinalen ved Cincinnati Open uden en tøjsponsor og uden en agent.
Den franske tennisspiller Terence Atmane har leveret en af årets største overraskelser på ATP-touren.
Ved Cincinnati Open er han nået helt til semifinalen, men han gør det uden de ressourcer og aftaler, som de fleste andre spillere på hans niveau har.
Atmane er i øjeblikket kun udstyret med en kontrakt med ketsjerproducenten Tecnifibre.
Han har ingen sponsorer til beklædning eller sko og ingen agent til at varetage sine interesser.
- Jeg køber mit tøj og mine sko som alle andre. Jeg har ikke en agent. Jeg gør mine ting selv i mit eget hjørne, siger han ifølge udenlandske medier.
Franskmanden havde tidligere en aftale med Asics, men samarbejdet blev afsluttet tidligere på året.
- Tak for alt, Asics Tennis. Det var en fornøjelse for mig at repræsentere familien, selv om I fyrede mig. Jeg kan ikke klage over den beslutning, udtalte han efter bruddet.
Vejen til semifinalen
Atmane begyndte turneringen i kvalifikationen og har nu spillet otte kampe i Cincinnati.
Undervejs har han slået store navne, blandt andet det brasilianske talent Joao Fonseca og fjerdeseedede Taylor Fritz.
I kvartfinalen stod han over for
Holger Rune, nummer ni på verdensranglisten, og vandt overraskende klart med 6-2, 6-3.
Atmane brød Runes serv tidligt i begge sæt og afgjorde kampen på lidt over en time.
Nederlaget betød, at Rune mistede 300 point på verdensranglisten og rykkede ned fra top 10.
Økonomi og fremtidsplaner
Atmane ligger i øjeblikket nummer 136 i verden, men med den flotte sejrsstime i Cincinnati kravler han ind i top 100.
Ifølge franskmanden vil en højere placering ikke blot betyde færre kvalifikationskampe, men også bedre økonomiske vilkår.
- At være i top 100 betyder færre kvalifikationer. Det giver en vis økonomisk stabilitet, der vil gøre det muligt for mig at investere i mine trænere. Jeg vil også kunne spare nogle penge, for når man spiller i Challengers, taber man mange penge, siger han.
I semifinalen venter verdensetteren Jannik Sinner, der har vundet fire grand slam-titler siden begyndelsen af 2024.