Den nykårede Australian Open-vinder må droppe sin planlagte turnering i Texas.
En særlig regel i WTA-systemet spærrer vejen for hendes deltagelse.
Madison Keys har haft en perfekt start på 2025-sæsonen.
Den 29-årige amerikaner sikrede sig sin første Grand Slam-titel i Melbourne, hvor hun besejrede Aryna Sabalenka i finalen.
Sejren sendte hende syv pladser op ad verdensranglisten, så hun nu er nummer syv i verden.
Men fremgangen har også haft en uventet konsekvens.
Keys er nemlig blevet tvunget til at trække sig fra ATX Open i Austin, Texas.
Ikke på grund af skade eller personlige årsager, men på grund af en usædvanlig WTA-regel.
Ifølge WTA’s regler må en 250-turnering som ATX Open kun have én spiller fra verdensranglistens top-10 med i feltet.
Den eneste undtagelse er, hvis den forsvarende mester også er i top-10 og vender tilbage for at forsvare sin titel.
Jessica Pegula, der er verdens nummer seks, har allerede tilmeldt sig turneringen.
Derfor må Keys ikke stille op, selvom hun havde planlagt at spille.
I en officiel udmelding forklarede turneringsarrangørerne situationen:
"Som en 250-turnering er ATX Open kun tilladt at have én top-10-spiller, medmindre den forsvarende mester også er i top-10. Det sikrer en balanceret konkurrence på tværs af WTA-turneringer i samme uge."
"Da Jessica Pegula allerede er tilmeldt, forhindrer WTA-regler os i at have en anden top-10-spiller i feltet. Da Madison indgik aftalen om at spille hos os, var hun nummer 21 i verden. Efter sine sejre i Adelaide og Melbourne er hun nu nummer syv, og det betyder desværre, at hun ikke kan deltage i årets ATX Open."
For amerikanske tennisfans er det en bitter skuffelse.
ATX Open, der kun har været afholdt siden 2023, ville have haft den nykårede Grand Slam-vinder i feltet, men nu bliver det ikke en realitet.
I stedet er Jessica Pegula den eneste top-10-spiller i turneringen, der afholdes fra 22. februar til 2. marts.
For Keys betyder det uventede afbud, at hun må justere sine turneringsplaner.
Efter triumfen i Melbourne ville ATX Open have været en oplagt mulighed for at holde formen ved lige, men nu må hun se sig om efter andre muligheder.