Michael Rasmussen

Michael Rasmussen svarer Aneke Rune igen: "Dér, Holger har sit temperament fra"

Tennisokt. 22 , 14:35
Efter en heftig uge i tennisverdenen har Michael Rasmussen valgt at svare på kritikken, der hurtigt kom til at handle om alt andet end sport.
Efter Holger Rune måtte kæmpe med kramper i varmen under Shanghai Masters, udtalte Michael Rasmussen på Viaplay, at danskeren burde have været bedre fysisk forberedt.
Det fik siden tennisstjernens mor og manager Aneke Runes temperament til at blusse op, og det var ikke milde ord, der kom ud af det.
Hun kaldte i et brev til Danmarks Radio hans udtalelser hykleriske og henviste til hans fortid som dopet cykelrytter.
Hendes pointe var, at en tidligere rytter der gennem tolv år brugte doping, burde ikke blande sig i, hvordan professionelle tennisspillere forbereder sig.
Hun mente desuden, at det er fysisk umuligt for en sund og ren atlet at være i topform hele året, når sæsonen byder på op mod 45 turneringsuger.
“Går efter manden, ikke bolden”
Michael Rasmussen valgte efterfølgende at svare på angrebet i et interview med Viaplay.
Han sagde, at Aneke Rune misforstår hans oprindelige kommentar, som han mener var saglig og handlede om forberedelse. Det var ikke et personangreb.
Han forklarede, at hendes reaktion snarere er et forsøg på at flytte fokus væk fra det sportslige:
- Det er jo i virkeligheden ikke rettet mod mine kommentarer. Det er rettet mod min person. Hun overser den valide pointe, at han er dårligt forberedt.
Han påpegede desuden, at professionelle cykelryttere gennemfører løb i 35 graders varme dag efter dag, og at det derfor bør være muligt for en toptrænet tennisspiller at håndtere lignende forhold.
“Æblet er ikke faldet langt fra stammen”
I interviewet sendte Rasmussen en spids bemærkning retur, da han med et skævt smil sagde:
- Hvad vi til gengæld har fået afmystificeret nu, er, at det ikke længere er et mysterium, hvor Holger Rune har sit temperament fra. Man kan i hvert fald sige, at æblet ikke er faldet langt fra stammen.
Han understregede, at han finder Aneke Runes svar usagligt og “skudt forbi skiven”:
- Hun kunne lige så godt have skrevet, at jeg var lille, grim og dum.
Han tilføjede, at han nok havde ramt et ømt punkt, men at hun som manager netop burde være den, der holder hovedet koldt og søger løsninger frem for konfrontationer.
Mest læste

Loading