jenson brooksby

Mirakel: 24-årig med autisme og dopingdom vinder ATP-titel

Tennisapr. 08 , 15:45

Jenson Brooksby har skrevet en af de mest bemærkelsesværdige comeback-historier i nyere tennishistorie.

Den 24-årige amerikaner, der tidligere har kæmpet med både alvorlig autisme og en dopingrelateret udelukkelse, sikrede sig i weekenden karrierens første ATP-titel i Houston – og det som verdens nummer 507.

Dermed blev han den tredje lavest rangerede spiller nogensinde til at vinde en ATP-turnering.

Brooksbys vej til triumfen var alt andet end lige.

Efter en lovende start på karrieren, hvor han i 2021 nåede 4. runde ved US Open og tog et sæt fra Novak Djokovic, blev han ramt af både skader og en 13 måneders lang karantæne for at have misset tre dopingtest inden for 12 måneder.

Agenten styrer kalenderen

I et ærligt interview med BBC har han senere forklaret, hvordan hans autisme – diagnosticeret som "alvorlig" i barndommen – gjorde det vanskeligt for ham at holde styr på den komplekse logistik, der følger med professionel tennis.

- Det er svært for min hjerne at holde fokus på mange ting samtidig, sagde Brooksby og uddyber.

- Så jeg har haft min agent til at holde styr på, hvor jeg skulle være hver dag.

Men nu er han tilbage – og hvilken tilbagevenden det har været. Fra wildcard i kvalifikationen til trofævinder, alt imens han reddede matchbolde i tre forskellige kampe undervejs, heriblandt mod tophold som Tommy Paul og Alejandro Tabilo.

Non-verbal som barn

I finalen mod landsmanden Frances Tiafoe viste Brooksby en kombination af mental styrke, taktisk intelligens og teknisk finesse, som sikrede ham sejren 6-4, 6-2.

Hans spillestil er lige så unik som hans rejse. Med en blanding af uortodokse slices og en evne til at absorbere og dirigere tempo, skiller han sig markant ud på touren. Og hans historie giver håb og inspiration til både fans og unge atleter verden over.

Fra en ikke-verbal barndom og 40 timers terapi om ugen, til triumf på ATP-niveau – Brooksby er et levende bevis på, at modgang kan formes til styrke.

- Jeg har haft meget modgang i livet – både på og uden for banen. Det giver én et andet perspektiv, når man står i pressede situationer, sagde han efter sejren.

Mest læste