Elmer Møller fik måske ikke den sejr, han drømte om, men han fik noget, der på længere sigt kan vise sig endnu vigtigere.
Den unge danske fik nemlig respekt.
I sin Grand Slam-debut ved
French Open imponerede den unge dansker mod verdens nummer 12,
Tommy Paul, og selvom det blev til et nederlag i fire sæt, efterlod han et stærkt indtryk på både tilskuere og hos sin stærke amerikanske modstander.
Det begyndte ellers så lovende på Court Simone-Mathieu, hvor Elmer Møller tog det første sæt i tiebreak og viste mod, variation og en spillelyst, der gav mindelser om en spiller, der ikke var bange for scenen.
Baghånden vækkede opsigt
Paul, som var storfavorit, havde tydeligvis ikke regnet med den danske modstand:
- Han ramte nogle ufattelige baghåndsslag, sagde amerikaneren umiddelbart efter kampen i sit on-court interview.
Senere, overfor pressen, gav han et mere detaljeret billede af Møllers særegne stil.
- Han er en anderledes spiller… han spiller rundt om sig selv for at slå baghænder, hvilket man ikke ser så tit. Han slår dem ‘inside out’, som på en måde var lidt underligt. Men han ramte dem virkelig godt, lød det.
Pauls ord afslører både undren og anerkendelse – noget, som Møller uden tvivl kan tage med som en styrke.
Paul er vant til kampene
Selv var danskeren dog nøgtern i sin vurdering efter kampen.
Han kaldte det “tæt på, men virkelig langt fra”, med henvisning til, at han efter det første sæt ikke kunne fastholde niveauet, mens Paul justerede og fandt rytmen.
Et muligt break i starten af andet sæt kunne måske have ændret dynamikken, men som han sagde:
- Han spillede bedre end mig overordnet og er vant til sådan nogle kampe.
Med cifrene 7-6 (7-5), 2-6, 3-6, 1-6 var det tydeligt, at kampen tippede hurtigt efter første sæt.
Tommy Pauls erfaring og fysiske stabilitet blev afgørende, men Elmer Møller viste i glimt, at han ikke blot kan følge med. Han kan også overraske.
Lys fremtid for Elmer Møller
Det lover godt for fremtiden, især fordi French Open er en vanskelig debutscene, hvor gruset og atmosfæren kan slå selv de mest lovende talenter ud af kurs.
Møllers optræden har givet dansk tennis endnu en ung profil at holde øje med.
I skyggen af Holger Rune og Clara Tauson er der nu en ny mulig topspiller på vej frem, og hvis Elmer Møller kan bygge videre på den energi, han viste i Paris, kan hans 'lidt underlige' spillestil blive et mareridt for fremtidige modstandere.