Goran Ivanisevic

Novak Djokovic' eks-træner kan ikke tilgive tennisstjerne: "Han ødelagde mit liv"

Tennisaug. 07 , 18:26
Han nåede sit livs største triumf, men bag sejren gemte sig en historie om bristede drømme, knuste nerver og en gammel rival, der aldrig blev glemt.
Goran Ivanisevic nåede det ultimative mål, da han på et wildcard overraskede alt alle og vandt Wimbledon i 2001.
Inden den sejr havde han gennemlevet en række knusende nederlag, ikke mindst mod Pete Sampras, der flere gange havde sat en stopper for kroatens drømme på græsset i London.
Tre gange stod Ivanisevic i en Wimbledon-finale i 1990’erne.
Den første tabte han til Andre Agassi i 1992, selv om han havde slået navne som Ivan Lendl og netop Sampras ud på vejen.
To år senere var det Sampras, der var modstanderen i finalen, og den amerikanske stjerne vandt i tre sæt.
Året efter blev det til endnu en nedtur for kroaten, da han igen måtte se sig besejret af Sampras, denne gang i semifinalen.
I 1998 var de to tilbage i finalen, og her gik kampen over fem sæt, men igen var det Sampras, der løftede trofæet.
Ivanisevic fik sin sejr til sidst. Men arrene efter de afgørende nederlag er ikke forsvundet.
Et dybt spor i karrieren
I et interview med Sportal bliver Ivanisevic spurgt, om én spiller har ødelagt hans karriere, og svaret kommer prompte:
- Sampras. Den mand ødelagde meget i mit liv. Drømme, søvn, nerver. Jeg kan ikke tilgive ham.
Ifølge The Daily Express har Ivanisevic siden sin aktive karriere forsøgt at finde succes i trænerrollen, og det lykkedes i første omgang med Marin Cilic, som han førte til en Grand Slam-titel ved US Open i 2014.
Fem år senere overtog han rollen som træner for Novak Djokovic, hvilket udviklede sig til et af nyere tids mest succesrige samarbejder.
I næsten fem år stod Ivanisevic ved serberens side og var med til at hente hele 12 Grand Slam-titler.
Men samarbejdet blev afsluttet i 2024, og siden har Ivanisevic talt åbent om de krav, der følger med at arbejde med verdensstjerner.
Ingen mellemvej med Djokovic
- Når man træner Novak Djokovic, er alt andet end at vinde en fiasko, sagde Ivanisevic til det schweiziske medie Blick.
- Han er meget krævende. Noget nyt skal ske hver dag, han vil altid blive bedre. Hvis man ikke kan håndtere det, er det bedre at lade være.
Siden bruddet med Djokovic har Ivanisevic kortvarigt arbejdet med Stefanos Tsitsipas, men samarbejdet sluttede brat efter Wimbledon 2025, hvor Ivanisevic offentligt kritiserede grækeren.
Hvad fremtiden byder for kroaten med den enlige Wimbledon-titel, må fremtiden vise.
Mest læste