Forsvarende mester Novak Djokovic sikrede sig sin sejr nummer ved US Open onsdag. Her slog han sin landsmand Laslo Djere, der trak sig tilbage i tredje sæt. Novak Djokovic, der er firedobbelt mester ved US Open, jagter sin 25. Grand Slam-titel i karrieren. Han var foran med cifrene 6-4, 6-4, 2-0, da Djere var nødt til at trække sig fra deres kamp ved den store turnering.
Verdens nummer 109, som sidste år pressede sin landsmand til fem sæt i New York, havde brug for en medicinsk timeout for at behandle en skade lige før han tabte andet sæt.
Den 37-årige Djokovic selv fik også besøg af en fysioterapeut efter første sæt. Ifølge AFP var det tilsyneladende på grund af en forstrækning, som han derfor havde brug for at få masseret.
Djokovic er nu den eneste mand, der har vundet 90 kampe ved alle fire Grand Slam-turneringer. Dermed kan han glæde sig over, at han har sikret sig endnu en imponerende rekord til den i forvejen store samling.
"Det er ikke, hvad vi ønsker at se, når en kamp må opgives. Laslo havde en skade, som holdt ham væk fra turneringerne i noget tid, og han har kæmpet for at komme tilbage," sagde Djokovic ifølge AFP.
"Han er sådan en god spiller under disse forhold, og andet sæt burde have været hans. Han var foran 4-2. Jeg ved ikke, om min sejr i andet sæt måske lagde mere pres på ham."
Djokovic møder Alexei Popyrin i sin næste kamp. Ham besejrede han ved både Australian Open og Wimbledon i år, hvor begge kampe dog måtte ud i fire sæt, inden han kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.
Popyrin er i god form, efter at have vundet den prestigefyldte Montreal Masters, der blev spillet kort tid inden US Open.
"Han kommer tættere og tættere på og banker på døren," sagde Djokovic om Popyrin.
"Vi har altid vidst, at han har en god serv, men nu er han mere konsekvent og laver færre fejl end før. Han er motiveret og spiller godt tennis."