Novak Djokovic er kommet med en ny udmelding, der kan være skidt nyt for hans konkurrenter.
Novak Djokovic er en af de største stjerner i moderne tennis. Derfor er han også en forhindring for andre spillere, der ønsker at nå helt til tops.
Af denne grund vækker det næppe glæde hos dem, at han ikke har planer om at indstille sin karriere. Derimod håber han på at kunne fortsætte i minimum fire år endnu.
Den 36-årige tennisspiller har været dominerende i 2023, hvor han blandt andet vandt tre ud af fire Grand Slam-titler. Da han fortsat er i stand til at præstere på højt plan, ser han derfor ikke nogen grund til at stoppe.
Det siger han på et pressemøde i Saudi-Arabien, hvor han skal spille opvisningskamp mod Carlos Alcaraz.
"2023 var en af de bedste sæsoner, jeg har haft i mit liv, og hvorfor stoppe, når man stadig spiller godt? Så jeg kommer til at fortsætte og tager det bare år for år," siger Djokovic.
Han fortæller også, at han finder stor inspiration hos NFL-stjernen Tom Brady. Han formåede nemlig at holde gang i sin karriere indtil februar i år, hvor han stoppede i en alder af 45 år.
"Jeg har lært meget af ham, og jeg håber også på, at jeg kan få en karriere, der varer, til jeg er 40 år eller måske længere end det. Lad os se. Jeg har det godt i min krop for tiden, og jeg har spillet tennis på et virkelig højt niveau," siger Djokovic.
For spillere som Holger Rune er det naturligvis ikke gode nyheder. Flere gange har den serbiske stjerne stået i vejen for den unge dansker. Og det kommer tilsyneladende ikke til at ændre sig i nærmeste fremtid.