Reilly Opelka er ikke typen, der går stille med dørene – hverken på banen eller udenfor.
I denne uge har han endnu engang sørget for overskrifter, da han afslørede, at han blev tildelt en bøde på hele 80.000 dollar under Indian Wells-turneringen (svarende til ca. 550.000 kroner). Det amerikanske tennis-es fortæller, at han nærmest spiller gratis i denne uge efter det økonomiske slag i ansigtet.
Opelka, der er kendt for både sin slagkraft og sin vilje til at sige tingene, som de er, tabte i første runde i Indian Wells, men vendte hurtigt tilbage med et bemærkelsesværdigt comeback ved Miami Open, hvor han lørdag aften slog Holger Rune i en tæt tre-sæts kamp med cifrene 4-6, 6-4, 7-6(5).
Under kampen udtrykte Rune utilfredshed med lysforholdene, da lysene blev tændt midt i et point – en klage Opelka faktisk bakkede op om.
Men det var også netop lysproblemer, der i Indian Wells havde fået Opelka selv i problemer. Efter sin sejr mod Rune afslørede han, at han i sidste uge blev straffet hårdt for at have bedt om lys under en kamp.
"De kunne ikke finde ud af at tænde for lysene. Jeg bad om det, og bum – så fik jeg en bøde på 80.000 dollars. Så jeg spiller gratis i denne uge," sagde han til pressen.
Udtalelsen har vakt opsigt i tennisverdenen, hvor det er sjældent, at bøder i den størrelsesorden rammer spillere på grund af en relativt banal forespørgsel.
Men reglerne omkring spilleradfærd er stramme, og bødestørrelser afhænger blandt andet af turneringens niveau, tidligere hændelser og hvordan episoden bliver vurderet af dommer og officials. Og Opelka er ikke helt fremmed over for kontroverser.
Allerede tidligere i år, under Dallas Open, havnede han i konflikt med dommer Greg Allensworth, som han efterfølgende kaldte både "amatør" og "serie-dommer" – og sågar opfordrede ATP til at suspendere.
Det er tydeligt, at 27-årige Opelka, som p.t. er nummer 114 i verden, har mere end sin modstanders serv at bekymre sig om.
På trods af alt det udenomssnak er han begyndt at finde formen igen efter en længere skadespause. Med en solid 10-5 sæsonstatistik står han nu over for Tomáš Macháč i tredje runde af Miami Open mandag den 24. marts.