Clara Tauson

På trods af tidligt US Open-exit: Clara Tauson rykker frem på verdensranglisten

Tennissep. 08 , 13:03
En ny topplacering sætter en tyk streg under et dansk år i bevægelse
Clara Tauson fik ikke det US Open, hun havde håbet på, da hun allerede i første runde røg ud mod filippinske Alexandra Eala. Alligevel står hun i dag stærkere på WTA-listen.
Den nye opdatering sender hende op som nummer 12 i verden, hendes bedste placering hid til i karrieren.
Systemet belønner en hel sæsons arbejde, og netop det har båret hende hertil.
Sæsonen der lagde grunden
Vejen mod top-15 begyndte i januar, da hun i Auckland tog sin tredje WTA-titel, da Naomi Osaka måtte trække sig fra finalen.
I februar slog hun verdensetteren Aryna Sabalenka og gik hele vejen til finalen i WTA_1000 turneringen i Dubai. .
I løbet af foråret og sommeren byggede hun lag på, og hun nåede bl.a. til fjerde runde i Wimbledon.
I Montreal leverede hun en semifinale i en WTA 1000-turnering, og undervejs har hun samlet sejre over navne som Iga Świątek, Madison Keys og Emma Navarro.
Året har ikke været uden bump, da der både har været sygdom og tætte nederlag, men de vigtige uger blev udnyttet.
Det er forskellen på en god sæson og et spring på listen.
Hendes samarbejde med træner Kasper Elsvad har samtidig gjort underværker. .
Spillet er mere direkte, serven bærer flere gratis point, og kampene vipper oftere til dansk side, når det strammer til i slutningen af et sæt.
Wozniacki ude, hvad nu?
Samtidig er Caroline Wozniacki drattet helt ud af ranglisten.
Pointene fra US Open sidste år er faldet bort, og hendes navn er derfor ikke længere at finde i systemet.
Den tidligere verdensetter fødte sit tredje barn i juli måned, og fremtiden som aktiv virker meget usikker.
- Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer på nuværende tidspunkt, jeg er ikke sikker. Ærligt talt har jeg heller ikke taget en beslutning endnu, sagde hun tidligere i år under French Open.
Hun er fortsat den eneste danske Grand Slam-vinder i singlerækken i den åbne æra efter sejren i Australian Open i2018.
71 uger som nummer 1 på verdensranglisten og i alt 30 turneringssejre er beviset på hendes storslåede karriere. 
Ranglisterne skifter, og man skal hente point for at blive på dem.
Og det er præcis dét, der har bragt Clara Tauson op som nummer 12.
Mest læste