Patrick Mouratoglou, der i Danmark er særligt kendt for at være Holger Runes træner, peger på Nick Kyrgios som den bedste server i tennishistorien. Træner Patrick Mouratoglou har gjort det klart, at han mener, at australske Nick Kyrgios er den bedste server i tennishistorien.
Den 27-årige stjerne er en talentfuld tennisspiller, men det er især hans serv, der for alvor gør sig bemærket.
I en video, som han har delt på Instagram, peger Mouratoglou på de fem bedste servere i tennis: Nick Kyrgios, John Isner, Andy Roddick, Ivo Karlovic og Pete Sampras.
"5: Pete havde den mest uforudsigelige og ulæselige serv - både på første- og andenserven. 4: Takket være sin højde (Ivo Karlovic), fik han en fantastisk karriere mest baseret på hans serv. 3: Andy havde den mest voldsomme måde at slå en serv i tennishistorien," siger han i videoen.
"2: Han (Isner) spillede den længste kamp i tennishistorien, og han blev ikke brudt i otte timer i træk. 1: Kyrgios er nummer et, fordi spillerne returnerer meget bedre i dag, og han er uden tvivl den bedste i øjeblikket," sagde Mouratoglou også.
Til trods for sin status som en af de bedste tennisspillere i verden, har Kyrgios ikke deltage i en eneste turnering i år.
Han måtte trække sig fra Australian Open efter en knæoperation. Han havde håbet på at være klar til Indian Wells og Miami, men han har også været nødt til at trække sig fra de to amerikanske turneringer.