Elmer Møller

Så du det? Elmer Møller overrasker med tøjvalg

Tennismaj 26 , 15:37
Elmer Møller skilte sig ud på mere end én måde, da han mandag debuterede i hovedturneringen ved French Open.
Ikke bare ved at tage et sæt fra verdens nummer 12, Tommy Paul, men også med sit usædvanlige valg af tøj.
Den 21-årige dansker har nemlig ingen tøjsponsor.
Mens store navne som Holger Rune, Caroline Wozniacki og Clara Tauson alle er klædt i sponsoreret gear fra henholdsvis Nike og Adidas, ankom Elmer Møller til banen i en mere sammensat garderobe.
Shorts og trøje var fra det skandinaviske mærke Robin Söderling, men kasketten bar Armanis logo. Et tydeligt signal om, at her ikke er tale om et klassisk sponsoropgør.
- Jeg har ikke nogen tøjsponsor, bekræftede Møller selv, da han mødte pressen efter kampen.
Tidligere har han haft en aftale med Robin Söderling-brandet, men det samarbejde er ophørt.
Dermed er han i øjeblikket en sjældenhed på touren, da han er en professionel tennisspiller, der ikke er bundet af en tøjkontrakt.
Skal føles rigtigt
Det er usædvanligt i en sport, hvor sponsorater ofte spiller en central rolle for både økonomi og image.
At stå uden en tøjaftale ved en Grand Slam-turnering er næsten uhørt. Ikke desto mindre virker Møller afslappet omkring situationen:
- Jeg er helt sikkert åben over for det. Men jeg gider ikke skrive under på noget, hvis det ikke føles rigtigt, forklarer han.
På spørgsmålet om, hvorvidt han potentielt går glip af mange penge ved at spille uden sponsor, svarede han tørt:
- Så kan man sige, at jeg har gjort mit arbejde dårligt, hvis det var så vigtigt.
Det er et svar, der både viser hans pragmatiske tilgang og måske også en vis stædighed i at ville styre karrieren på egne præmisser.
Rejser hjem en hel del rigere
Selv uden tøjsponsor går Møller dog ikke tomhændet fra Paris.
Deltagelsen i første runde af French Open indbringer ham omkring 600.000 kroner, hvilket i sig selv er en solid kapitalindsprøjtning til en spiller, der stadig kæmper for at slå endeligt igennem på ATP-touren.
Netop præstationen i Paris, hvor han tog første sæt mod Tommy Paul og imponerede med sin atypiske spillestil, kan være den synlighed, der åbner dørene for fremtidige sponsorater.
Mest læste