jannik sinner

Sinner vender tilbage efter karantæne: "Jeg har genfundet mig selv"

Tennisapr. 26 , 12:25
Jannik Sinner er klar til at vende tilbage til tennisbanen efter en ufrivillig pause, og selv om det var en turbulent periode, ser verdensetteren nu flere lyspunkter i sit fravær.
Den 23-årige italiener har ikke spillet en officiel kamp siden sin sejr over Alexander Zverev i Australian Open-finalen den 26. januar, hvor han forsvarede sin Grand Slam-titel med stil.
Kort efter triumfen kom chokket: WADA offentliggjorde, at Sinner havde testet positiv for stoffet Clostebol og accepteret en tre måneders karantæne.
Sinner måtte holde sig væk fra professionelle træningsmiljøer og sine trænere frem til 13. april, og først nu, hvor hans karantæne udløber, kan han igen forberede sig på turneringer.
Været væk fra stressen 
Alligevel har opholdet væk fra sporten ikke kun været negativt.
- Jeg tror faktisk, det hjalp mig meget, fortæller Sinner til ORF Südtirol.
- Lidt tid væk fra alt det intense slid var rart. Jeg brugte tid med familie og venner, lavede nye ting og lærte mig selv bedre at kende.
Hans fysiske træner, Marco Panichi, har tidligere afsløret, at Sinner blandt andet kastede sig ud i ski, modeevents og museumsbesøg for at holde sig aktiv mentalt og fysisk.
Det har givet ham en ny balance, som han håber at kunne overføre til grusbanesæsonen, hvor han starter med Italian Open den 4. maj og senere Hamburg Open – alt sammen med sigte på at være klar til French Open, der starter 25. maj.
Skal finde rytmen igen
Selvom han endnu ikke har spillet en turnering i 2025, vil Sinner stadig være verdens nummer ét ved sit comeback. Hans nærmeste konkurrenter, Alexander Zverev og Carlos Alcaraz, formåede nemlig ikke at udnytte hans fravær til at overtage tronen.
Dog er Sinner realistisk om, hvad der venter.
- De første kampe bliver virkelig svære. Jeg håber, jeg kan finde rytmen igen og så må vi se, hvordan det udvikler sig, siger han.
Med både ydmyghed og fornyet energi træder Jannik Sinner nu ind i næste kapitel af sin karriere, fast besluttet på at vise, at selv modgang kan danne fundament for noget endnu større.
Mest læste

Mest læste