Stefanos Tsitsipas har delt en meddelelse i kølvandet på, at hans udtalelse om Nick Kyrgios er gået viralt. Græske Stefanos Tsitsipas er havnet i modvind på grund af en udtalelse om Nick Kyrgios i Netflix-serien 'Break Point'. Nu har han udtalt, at han mener, at hans udtalelse er blevet 'fejlfortolket'.
I tredje runde af Wimbledon sidste år, endte Tsitsipas med at tabe til Kyrgios i fire sæt. Det var denne kamp, som den græske tennisstjerne udtalte sig om i Netflix-serien.
"Han har bragt en NBA-attitude til tennis. Jeg vil beskrive det som en uopdragen tilgang til at spille tennis," siger han.
"Tennis er en gentlemansport. Det handler om respekt. Vi spiller ikke basketball. Jeg føler, at han forsøgte at ødelægge min rytme. Han blev ved med at lægge sit håndklæde i min kasse. Der kom ingen respekt fra min modstander den dag."
"Han blev ved med at trykke på mine knapper - og selvfølgelig blev jeg irriteret."
Dette har nu medført, at han har besluttet sig for at udsende en længere meddelelse om dette. Her siger han undskyld til Kyrgios, men holder også fast i, at han er blevet misforstået.
"En yderst uheldig misforståelse, der strider mod det, jeg gerne vil sige. Nogle individer har misforstået mine kommentarer om Nick Kyrgios, der dømmer ham som uudannet og samtidig anklager ham for at tage basket-mentalitet med ind i tennis, hvilket insinuerer racisme, hvor det ikke eksisterer," skriver han på Facebook.
"Jeg fortryder meget, hvis mine ord er blevet misforstået eller har fornærmet nogen. Det var aldrig min intention."
"Mine kommentarer om Nick Kyrgios var ikke for at underminere hans intelligens eller evner. Det var et forsøg på at fremhæve den dynamiske og fængslende natur og tilgang til spillet. Ikke en kritik af hans karakter eller evner."