mirra andreeva og clara tauson

Tauson jagter revanche mod teenagesensationen Andreeva: "Hun venter på mine fejl"

Tennismaj 12 , 15:36
Clara Tauson får mandag mulighed for at tage revanche mod den russiske tennis-komet Mirra Andreeva, når de to støder sammen i ottendedelsfinalen ved WTA 1000-turneringen i Rom.
Det bliver tredje gang i denne sæson, at de mødes, hvis man da ser bort fra den doublekamp, de tog spillede mod hinanden i lørdags.
Indtil videre har alle opgør (inklusiv doublekampen) været til Andreevas fordel.
Den blot 18-årige russer har haft et imponerende forår med turneringssejre i både Dubai og Indian Wells. I finalen i Dubai slog hun netop Clara Tauson, og kort efter gentog hun sejren i et opgør, hvor danskeren tabte 6-3, 6-0 på lidt over en time og lavede hele 31 uprovokerede fejl.
Tauson erkender, at hun skal ændre sin tilgang, hvis hun vil gøre sig forhåbninger om at vinde mandagens kamp:
– Mirra ligger lidt og venter på sine chancer og håber, at man laver en masse fejl, ligesom jeg gjorde sidste gang, vi spillede mod hinanden. Jeg håber på, at det ikke bliver samme sag, siger hun til TV 2 Sport.
Tauson sikrede sig pladsen i ottendedelsfinalen efter en sejr over amerikanske Emma Navarro, der er verdens nummer 9. Afslutningen på den kamp, kan du se her:
Gruset kan ændre dynamikken
De to tidligere møder mellem Tauson og Andreeva er begge blevet spillet på hardcourt, men mandagens opgør foregår på grus i Rom, hvilket kan få betydning for kampens tempo og spillets karakter.
Det bemærker også Mirra Andreeva, som forventer nye forudsætninger:
– Ved denne turnering vil omstændighederne være helt anderledes, siger hun og peger på underlagets betydning.
De to spillere mødtes også for nylig i doubleturneringen i Rom, hvor Andreeva og hendes makker slog Tauson og Linda Noskova i to sæt.
Selvom doublekampe adskiller sig markant fra singler, mener Andreeva, at hun har fået nyttig information om Tausons spillestil.
– Jeg ved, hvilken rytme hun spiller med, og hvad hun vil gøre med serven og returneringerne. Men meget vil være anderledes, så jeg vil bare forsøge at forberede mig på den bedst mulige måde, siger Andreeva.
Og for det ikke skal være løgn, så var det Linda Noskova, som Andreeva besejrede søndag i singleturneringen.
Om den danske tennisdarling kommer til at lide samme skæbne som sin doublemakker, finder vi ud af mandag aften.
Kampen er programsat som den fjerde på mandagens program og ventes at begynde omkring klokken 17.
Mest læste