gettyimages 1239536977

Tennislegende måber over Caroline Wozniacki: "Hun kan det, andre har svært ved"

Tennisjun. 15 , 20:49
Caroline Wozniacki får stor ros af en svensk tennislegende.
Selvom Caroline Wozniacki i øjeblikket ikke deltager aktivt på tennisbanen, er hun fortsat en markant skikkelse i sporten.
Den tidligere verdensetter har været tilknyttet flere mediehuse som ekspertkommentator, senest under French Open, hvor hun har arbejdet for TNT Sports.
Her har hun blandt andet dannet makkerpar med den tidligere svenske tennisspiller og mangeårige tv-kommentator Mats Wilander, som i et interview med Ekstra Bladet udtrykker stor beundring for Wozniackis evner foran kameraet.
- Hun er fantastisk. For det første taler hun virkelig godt engelsk. Hun er den slags person, der forstår spillet. Hun forstår, hvad en god og en dårlig kamp er, hvordan man skal spille.
- Hun ved, hvordan man skal slå til bolden, hun ved, hvordan man ikke skal. Hun forstår det hele, siger Wilander til Ekstra Bladet.
Han fremhæver også, at hendes dybe spilforståelse skyldes hendes egen karriere som topspiller.
- Det var også derfor, hun var så god, da hun spillede. Når man spiller, som hun gør, har man en virkelig høj tennis-IQ. Hun kan se ting, som mange andre ikke kan.
- Mange tidligere spillere har svært ved det. Men hun kan, siger han.
Wilander om comeback: Det bliver en udfordring
Caroline Wozniacki har endnu ikke bekræftet, om hun vil genoptage sin professionelle karriere.
Hun venter i øjeblikket sit tredje barn og har tidligere holdt muligheden åben for et comeback efter fødslen.
Mats Wilander vurderer dog, at det kan blive vanskeligt for den tidligere Grand Slam-vinder at nå samme niveau som før.
- Hvis hun vil spille igen, får hun wildcards. Hun kommer til at slå nogle spillere. Men hun kommer til at lide mod andre. Der er utrolig gode spillere, som slår bolden så hårdt.
- De slår den hårdere, end da hun var på sit bedste. Det bliver sværere og sværere at komme tilbage, siger han.
Trods udfordringerne understreger han samtidig, at det vigtigste er, at Wozniacki gør, hvad hun selv ønsker.
- Men jeg håber, hun gør det, hun har lyst til. I hendes situation skal hun have lov til at gøre, hvad der passer hende, siger Wilander.
Caroline Wozniacki har tidligere gjort comeback efter sin første pensionering i 2020 og har blandt andet deltaget i US Open i 2023.
Mest læste