Han fik chancen, greb den – og skabte straks debat med sin måde at reagere på.
Det var et øjeblik, der burde have været uforbeholdent positivt, da den 17-årige
Diego Dedura-Palomero, en næsten ukendt tysker med spansk efternavn og rang som nummer 549 i verden, skrev sig i historiebøgerne ved BMW Open i München.
Egentlig var han blevet slået ud i kvalifikationen efter et nederlag til Alexander Bublik, men da den rutinerede franskmand Gaël Monfils meldte fra på grund af en skade, blev Dedura-Palomero indkaldt som "lucky loser".
Og netop det skulle blive skæbnesvangert – på den gode måde, for i første runde stod han over for den tidligere verdens nummer 10, Denis Shapovalov.
Efter et tæt første sæt og en føring på 3-0 i andet, måtte canadieren trække sig med en skade, og dermed var sejren en realitet for den unge tysker.
Men det var ikke sejren i sig selv, der kom til at dominere overskrifterne – det var måden, den blev fejret på.
"Skamløst og pinligt"
Efter dommerens håndtryk kastede Dedura-Palomero sit pandebånd på jorden, markerede med kryds i gruset med foden og lagde sig dramatisk på ryggen, som var det en Grand Slam-titel, han netop havde sikret sig.
En del fans og kommentatorer var hurtige til at fordømme hans opførsel som upassende og respektløs.
Ifølge TalkSport.com blev reaktionerne på sociale medier ikke holdt tilbage.
“Tåkrummende”, “skamløs” og “uacceptabelt” lød nogle af de mest citerede reaktioner.
Flere mente, at det var usmageligt at fejre så voldsomt, når modstanderen måtte trække sig med en skade.
“Han burde vide bedre,” skrev en bruger, mens en anden kaldte det "respektløst og selvoptaget".
Det skal dog siges, at Dedura-Palomero, allerede før Shapovalov gav op, havde vundet første sæt og førte komfortabelt.
Nogle mente derfor, at sejren reelt var fortjent, uanset hvordan den blev afsluttet.
Tennisjournalisten Ben Rothenberg forsvarede den unge spiller og skrev:
- Lad dog barnet være begejstret. Det er en karriereændrende oplevelse, og hvis hans reaktion virker voldsom, så er det måske bare, fordi alle andre er for forsigtige.
Millionløft og nye muligheder trods modvinden
Selv hvis Dedura-Palomero har tabt point hos enkelte tennisfans, er det næppe noget, der kommer til at holde ham vågen om natten.
Gevinsten for avancement til næste runde er hele 270.000 kroner, hvilket ifølge de officielle
ATP-tal næsten tredobler hans hidtidige præmiepenge.
Og så er der eksponeringen. En sejr over en etableret spiller som Shapovalov – også selv om det skyldes en skade – placerer Dedura-Palomero i rampelyset.
17 år gammel og en historisk debut på ATP-touren som den første spiller født i 2008, er der ingen tvivl om, at interessen kun vil vokse herfra.
I næste runde venter belgiske Zizou Bergs, der er nummer 50 i verden lige nu. Her får Dedura-Palomero en ny mulighed for at vise, hvad han kan.