Ons Jabeur

Tennisstjerne holder pause: "Jeg har ikke været glad længe"

Tennisjul. 18 , 12:47
I flere år har Ons Jabeur forsøgt at kæmpe sig igennem et sporadisk helvede af skader, nederlag og skuffelser.
Hun har kæmpet for at leve op til sit image som en spiller, der spreder glæde på og uden for banen.
Bag smilene har noget andet imidlertid luret.
- I to år har jeg presset mig selv hårdt, kæmpet med skader og mange andre udfordringer. Men inderst inde har jeg ikke følt mig rigtig glad på banen i et stykke tid, skriver hun i et opslag på Instagram.
Den 30-årige tuneser har tidligere stået i Wimbledon-finalen to år i træk, men nu har hun trukket sig fra fem Grand Slams i træk. Senest i første runde ved netop Wimbledon.
I sit Instagram-opslag fortæller hun, at hun har valgt at stoppe op. Ikke nødvendigvis for evigt – men for at trække vejret, få kroppen med og finde ud af, hvad hun selv vil.
Ønske om ro og balance
- Jeg synes, det er tid til at tage et skridt tilbage og endelig sætte mig selv først. For at trække vejret, hele og genopdage glæden ved bare at leve.
Ordene bærer præg af eftertænksomhed og en bevidsthed om, at det ikke længere handler om at tvinge sig selv igennem endnu en kamp.
I starten af året lød det fra den tunesiske tennisspiller:
- Jeg vil gerne tilbage til mit højeste niveau og konkurrere med verdens bedste. Min drøm er at vinde en Grand Slam og gøre det på min måde. Men jeg vil også gerne starte en familie.
Med udsigten til at genopbygge sig selv uden for rampelyset står hun nu et sted, hvor hun kan prioritere sit eget velvære og tage kontrol over det næste kapitel, uanset om det fører hende tilbage til tennisbanen eller ej.
Tæt på fansene på afstand
- Tak til alle mine fans for jeres forståelse. Jeres støtte og kærlighed betyder alt for mig. Jeg bærer det med mig altid, slutter hun.
Pausemeldingen er ikke en sensation. Det er ikke et brat exit.
Det er et menneske, der trækker vejret dybt og for første gang i lang tid vælger sig selv til.
Det koster hende potentielt millioner i præmiepenge, men lige nu er roen vigtigere for hende.
Mest læste