Holger Rune skuffede fælt i kvartfinalen mod Casper Ruud, hvilket medførte, at han blev slået ud af French Open. Holger Rune havde brug for mere 'kaos' i sin kamp mod Casper Ruud, lyder det fra den ottedobbelte Grand Slam-vinder
Mats Wilander.
Rune blev slået med cifrene 1-6, 2-6, 6-3 og 3-6. Det var også Ruud, der slog den unge dansker ud af kvartfinalen ved French Open sidste år. Denne gang var der dog ikke den samme mængde drama, som det var tilfældet i 2022.
"Jeg ved ikke, om vi nogensinde kan forvente, at han er 100% engageret professionelt, følelsesmæssigt og fysisk i starten af hver kamp. Jeg tror ikke, at det er en del af hans personlighed," sagde Wilander ifølge Tennishead.
"Jeg tror, han har brug for kaos. Han har brug for lidt af den der Nick Kyrgios, og det havde han ikke."
"Han var flad, og jeg synes, det er en lærestreg for ham. Men igen, så ved jeg ikke, om han har energien til at være det, fordi han på en måde er så opildnet. Men ikke med sin tennisketsjer i hånden."
Kampen mellem Rune og Ruud fik en kold afslutning i 2022, hvor den unge dansker blev beskyldt for at være respektløs. Wilander antydede, at Rune godt kunne have brugt lidt mere af den attitude i de første to sæt.
"Jeg havde forventet, at han (Rune, red.) ville have været lidt mere tændt tidligt i andet sæt," sagde han.
"Jeg kan ikke tro, jeg siger det her. Men han skulle være begyndt at tale til sin boks, begyndt at skrige til hans boks, begyndt at finde folk på tribunen. Bare gøre et eller andet."
"Til sidst begyndte han at blive lidt irriteret på den anden side af arenaen, hvor Casper Ruuds boks er. Det tror jeg, han brugte."
"Han har brug for noget. Jeg tror, det vil være en styrke, men det vil også være en svaghed i visse situationer."