stefanos tsitsipas

Træner revsede Stefanos Tsitsipas: Nu tager han konsekvensen

Tennisjul. 24 , 19:16
Stefanos Tsitsipas og Goran Ivanisevic har valgt at afslutte deres samarbejde blot to måneder efter, det blev indledt.
Den kortvarige konstellation har været præget af skuffende resultater og offentlig kritik, og nu er det officielt forbi mellem den græske spiller og den tidligere Wimbledon-vinder.
Samarbejdet blev annonceret efter French Open, og Ivanisevic fulgte Tsitsipas i græsturneringerne i Halle og Wimbledon.
Her blev det dog kun til en enkelt sejr, og ved Wimbledon måtte Tsitsipas trække sig allerede i første runde mod kvalifikationsspilleren Valentin Royer.
Efterfølgende udtalte Ivanisevic sig kritisk i serbisk tv, hvor han blandt andet sagde:
- Jeg har aldrig set en mere uforberedt spiller i mit liv. Med det knæ, jeg har, er jeg tre gange mere i form end ham. Det her er virkelig dårligt.
Ivanisevic understregede, at han flere gange havde forsøgt at motivere Tsitsipas til at tage ansvar for sin fysiske form og sin tilgang til sporten, men uden at se den nødvendige fremgang.
Tsitsipas: En værdifuld erfaring
Tsitsipas offentliggjorde bruddet på sociale medier onsdag og takkede Ivanisevic for hans indsats.
- Arbejdet med Goran Ivanisevic var kort, men en intens oplevelse og et virkelig værdifuldt kapitel i min rejse. Jeg er taknemmelig for den tid, energi og indsats, han lagde i mig og mit team, skrev han og tilføjede, at han fortsat har respekt for Ivanisevic som både træner og person.
Tidligere havde Tsitsipas udtalt, at han havde brug for en træner, som var ærlig og direkte, og han fremhævede Ivanisevic’ strenge stil som noget, han mente kunne gavne ham.
Gendannet samarbejde med faren
Efter bruddet med Ivanisevic ventes Tsitsipas at vende tilbage til sin tidligere træner og far, Apostolos Tsitsipas.
Ifølge græske medier skal de to igen arbejde sammen fremadrettet, på trods af at deres samarbejde tidligere har været præget af uenigheder og højlydte diskussioner under kampene.
Apostolos var en fast figur i Tsitsipas’ karriere gennem mange år, men i sommeren 2023 blev samarbejdet sat på pause, da Tsitsipas kritiserede sin far for ikke at lytte til hans behov og feedback.
Mest læste