Efter en lang skadespause er Rafael Nadal endelig klar til at vende tilbage. Der har været spekuleret meget i, hvorvidt Rafael Nadal ville være i stand til at vende tilbage til tennissporten. Nu har han offentliggjort, at han gør comeback i starten af det nye år.
Den spanske tennisstjerne måtte forlade Australian Open med en skade tidligere i år. Siden da har han ikke været i aktion, da han har kæmpet med sin genoptræning. Dette medførte, at han måtte under kniven tidligt på sommeren.
Særligt operationen har medført tvivl om, hvorvidt han ville være i stand til at vende tilbage. Nu er der ikke længere tvivl om dette, da han har offentliggjort sit comeback. Det har han gjort med en video, som han har delt på det sociale medie X.
I denne video fortæller han, at han vender tilbage i starten af det nye år. Hans plan er, at han først skal deltage i turneringen Brisbane International i Australien. Denne turnering bliver spillet i den første uge af januar, og bliver ofte brugt som opvarmning til Australian Open.
Videoen viser også, hvordan det så ud, da den 37-årige stjerne pådrog sig sin skade. Det er en alvorlig skade, der ender med at holde ham ude i næsten et helt år.
Desuden er der også fragmenter fra et pressemøde, hvor spanieren siger, at han vender tilbage næste år. I denne forbindelse siger han også, at han ikke synes, at han fortjener, at hans karriere 'skulle ende sådan'.
Holger Rune er også tilmeldt turneringen i Brisbane, hvorfor de to kan løbe ind i hinanden. Det kræver dog, at lodtrækningen flasker sig. Såfremt de skal spille mod hinanden, bliver det første gang i Runes karriere.