I september blev den 27-årige
Maddy Cusack fundet død. Nu bliver der fremsat anklager mod hendes træner.
Det kom som et stort chok for Sheffield United, da den 27-årige fodboldspiller Maddy Cusack i september blev fundet død.
Politiet meddelte, at der ikke var noget ved dødsfaldet, der virkede mistænkeligt.
Alligevel besluttede klubben at indlede en undersøgelse, hvilket skete på baggrund af et ønske fra familien.
I december meddelte klubben, at man ikke havde fundet beviser på, at der skulle være sket noget forkert i sagen. Derfor virkede det også til, at der var lagt endegyldigt låg på sagen.
Ifølge The Athletic er det dog ikke tilfældet. Derimod er familien kommet med hårde beskyldninger mod klubbens træner, Jonathan Morgan.
Blandt andet har de kaldt ham 'en psykopat' og har hævdet, at han kommenterede på Cusacks vægt.
"Der var mange faktorer, der førte til, at Maddy var utilpas, men dybest set kan det hele spores tilbage til Jonathan Morgan. Vi er overbeviste om, at hun ville have været her i dag, hvis ikke klubben havde ansat ham. Vi har beskeder og opkald, der kan bekræfte dette," skriver familien.
Ifølge forældrene besluttede den 27-årige fodboldspiller at forlade Leicester City i 2019 på grund af Morgan. Dengang var han nemlig træner i klubben.
I februar sidste år blev han hentet ind som træner i Sheffield United, hvilket fik konsekvenser for Cusack.
Det medførte, at hun blev sat på bænken med den begrundelse, at hun var for overvægtig.
Morgan har været suspenderet som følge af anklagerne og efterforskningen. Han genoptog dog stillingen i sidste uge, og afviser ifølge The Athletic alle anklager.