Den argentinske landsholdsstjerne har været rygtet væk fra sin nuværende klub, men han insisterer på, at han er glad, hvor han er.
Alexis Mac Allister har gang i en rigtig god sæson, da han blandt andet har været med til at vinde VM med Argentina. Under VM har flere klubber i denne forbindelse fået øjnene op for ham.
Ifølge mediet 90min skulle en række klubber i Premier League være interesserede i at hente ham denne sommer.
Konkret skulle både Liverpool, Newcastle, Tottenham, Chelsea og Manchester United have et godt øje til ham, og hans far indrømmede for nylig, at det forventes, at han forlader
Brighton til sommer.
I et nyligt interview med ESPN fortæller Mac Allister, at han forventer at indgå i en dialog med Brighton, hvis et bud lander, men han understreger også, at han er glad, hvor han er.
"Sandheden er, at jeg er meget glad for at være i klubben. Jeg forsøger ikke at tænke på fremtiden," sagde han til ESPN.
"Jeg ved, at der er meget snak, og jeg tror, det er normalt efter at have vundet VM. Allerede i januar var der meget snak, men jeg er helt rolig. Jeg fokuserer på at spille, på at træne hver dag, og på at blive ved med at forbedre mig."
"Som jeg sagde, har jeg stor respekt for Brighton. Jeg respekterer denne klub meget, fordi jeg er meget taknemmelig."
"Senere på sommeren må vi se. Hvis der kommer et bud, der kunne være godt for klubben og for mig, sætter vi os ned og snakker. Hvis ikke, vil jeg være glad for at fortsætte i denne klub."