Der er kommet dårlige nyheder til Liverpool-stjernen Luis Diaz, hvis far endnu ikke er blevet løsladt. Den colombianske oprørsgruppe National Liberation Army (ELN) har endnu ikke løsladt Luis Diaz' far. Nu er det også blevet meldt ud, at det er blevet forsinket på grund af militære operationer i regionen.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Diaz' mor Cilenis Marulanda og far Luis Manuel Diaz blev taget af bevæbnede mænd i La Guajira-provinsen den 28. oktober. Marulanda blev dog løsladt inden for få timer.
Det vides fortsat ikke, hvorfor Diaz' forældre er blevet kidnappet. Reuters skriver, at ELN længe har finansieret sine militære operationer med kidnapning samt afpresning og narkotikahandel.
ELN har tidligere meldt ud, at stjernens far vil blive løsladt 'så hurtigt som muligt'. På trods af dette, er der stadig mange sikkerhedsstyrker i regionen, hvilket skulle have forsinket hans løsladelse.
"Området er stadig militariseret. Der er fly, indsættelse af tropper, megafonudsendelser, tilbud om belønninger og en intens eftersøgning," meddelte ELN onsdag aften, hvor de forklarede, at de derfor ikke kan løslade Luis Manuel Diaz.
"Hvis operationerne fortsætter i området, vil løsladelsen blive forsinket, og risici vil stige."
Colombias regering rapporterede i sidste uge, at det er ELN, der står bag den chokerende kidnapning af Liverpool-stjernens far.
Oprørsgruppen og regeringen er i øjeblikket involveret i en våbenhvile og er midt i fredsforhandlinger. Regeringen ønsker at afslutte ELN's rolle i Colombias interne væbnede konflikt, som har kostet mindst 450.000 personer livet.
Indenrigsminister Luis Fernando Velasco sagde sidste torsdag, at situationen er 'meget alvorlig', og at det var i strid med deres aftale om våbenhvile. Ikke desto mindre er Diaz' far fortsat ikke blevet løsladt af den voldelige oprørsgruppe.