Den danske angriber Martin Braithwaite er blevet ramt af dårligt nyt. Han kan potentielt være ude resten af sæsonen.
Den kommende kamp mod Rayo Vallecano, hvor Espanyol skal forsøge at hente point til at sikre overlevelse i La Liga, bliver uden Martin Braithwaite.
Den danske angriber har pådraget sig en skade, og er derfor tvunget til at sidde over. Ifølge den spanske avis Sport er det tvivlsomt, at han kommer i aktion igen i denne sæson.
Det kan ende med at få store konsekvenser for den catalanske klub, der kæmper for overlevelse i den bedste spanske række.
Braithwaite blev skiftet ud i sin seneste kamp på grund af ubehag i det ene ben. Efterfølgende har det vist sig, at der er tale om en skade i højre baglår.
"Martin Braithwaite blev skiftet ud af den seneste kamp mod Barcelona i det 55. minut på grund af noget ubehag. Det er nu bekræftet, at den danske angriber har en baglårsskade i sit højre ben," skriver avisen.
På nuværende tidspunkt ligger Espanyol næstsidst i La Liga, hvor de kun har fire kampe tilbage. Det er afgørende, at de får flest mulige point med fra disse kampe, hvis de vil sikre sig overlevelse.
Braithwaite skiftede sidste år fra Barcelona til Espanyol. Siden sit skifte er det blevet til 28 kampe og ni mål for den spanske klub.
Derfor bliver den danske angriber også betragtet som en af de offensive profiler i klubben. Netop derfor var der forhåbninger om, at han ville være i stand til at deltage i de sidste faser af nedrykningskampen.