Jan Ullrich havde stor succes som cykelrytter, hvor han blandt andet vandt Tour de France. Efter karrieren gik det dog helt galt. I 1997 kunne Jan Ullrich juble over at have vundet Tour de France. Ikke nok med det, så vandt han med intet mindre end ni minutter til nærmeste forfølger.
Fra den dag var han en evig rival til Lance Armstrong, og der var ingen tvivl om, at de to kæmpede intenst i klassementet.
Hvad de også har tilfælles er, at de begge to havde taget doping, for at kunne præstere bedre på cyklen.
Gennem mange år havde tyskeren benægtet det, men i 2012 rullede sagen mod doktor Eufemiano Fuentes, og her blev Ullrich også fældet.
Det fik ham til at flytte til Mallorca med sin familie 2015, men her begyndte han at drikke i store mængder.
Det betød, at hans kone, Sara, forlod ham. Desuden tog hun også deres børn med hjem til Tyskland.
Derfra gik det helt galt for ham. Hver eneste dag drak han to flasker whisky, og havde tilmed også et voldsomt kokainmisbrug.
I et interview med magasinet Stern åbner den tidligere Tour-vinder nu op om denne tid.
Her fortæller han, at han kunne have mistet livet i den periode.
"Mikset af whisky og kokain gjorde mit hjerte koldt. Det bringer alt det onde frem i dig. Det gør dig til et monster på utrolig kort tid. Hvis du ikke længere har et hjerte, er du ikke et menneske," siger han.
Det betød også, at han pludselig havnede i medierne for knap så flatterende historier. Blandt andet blev han i 2018 anholdt for at bryde ind hos en nabo.
Desuden blev han også pågrebet af politiet, fordi han havde overfaldet en prostitueret i Frankfurt.
Heldigvis formåede Ullrich at kæmpe sig tilbage på ret spor, hvilket han også taler om i en ny dokumentar.