Han kom i mål som sidste mand, men det var ikke kun tiden, der gjorde ondt.
Fjerde etape af årets Giro d’Italia blev en brutal affære for
Søren Kragh Andersen. Med blot 20 kilometer tilbage af ruten ramte uheldet.
Et styrt, der ikke blev fanget af tv-kameraerne, sendte den 30-årige dansker i asfalten med store smerter til følge.
Alligevel kravlede han op på cyklen igen og kæmpede sig i mål som sidste mand over ti minutter efter etapens vinder, Casper van Uden.
Søren Kragh havde på forhånd et klart mandat i årets Giro. Som erfaren rytter og klassikerspecialist i
Lidl-Trek-lejren skulle han være en afgørende støtte for
Mads Pedersen, særligt på de mellemsvære og flade etaper.
Den rolle kunne han dog ikke længere udfylde på grund af sine skader, hvilket gik ud over Mads P., da det “kun” blev til en fjerdeplads, da støtten i finalen udeblev.
Det skulle vise sig, at Kragh Andersens situation var langt mere alvorlig, end de fleste først antog.
En knækket start for en mand på vej tilbage
Efter målgangen blev Søren Kragh undersøgt nærmere, og tirsdag aften kunne Lidl-Trek offentliggøre diagnosen.
Ifølge TV2 har danskeren pådraget sig et brud på håndleddet og er derfor nødsaget til at trække sig fra Giro d’Italia.
Det er et bittert slag for den fynske rytter, der allerede har haft et særdeles udfordrende år.
I januar måtte han opereres for et siddesår, som har plaget ham gennem flere sæsoner.
I samme ombæring fik han fjernet en godartet tumor, hvilketkostede ham store dele af forårssæsonen.
Giro d’Italia skulle have været vendepunktet, hvor han igen kunne finde rytmen og komme op i gear.
Eschborn-Frankfurt tidligere i maj var hans eneste løb før Giroen, så det italienske etapeløb skulle have været genstarten.
I stedet var det en brat afslutning på en sæson, der startede sent og aldrig for alvor nåede at komme i gang.
Udsigt til ny pause og lang genoptræning
Søren Kragh Andersen har gennem sin karriere vist evner til at vinde store løb og spille afgørende roller i Grand Tours.
To etapesejre i Tour de France og triumfen i Eschborn–Frankfurt sidste år beviser hans klasse.
For anden gang i år må han nu indstille sig på en længere pause, og denne gang hænger håbet om at få sæsonen tilbage på rette spor i meget en tynd tråd.
Et brækket håndled betyder som regel adskillige ugers ufrivilligt fravær og lang vej tilbage til topformen.
For Lidl-Trek er det også en alvorlig svækkelse i det taktiske spil omkring Mads Pedersen, der er i fremragende form, kører i den lyserøde førertrøje og har sikret sig to etapesejre i årets Giro.