Jonas Vingegaard er endt med at være hovedperson i lidt af en brøler - helt uden selv at have været involveret. Den danske cykelrytter er blevet filtret ind i en brøler i Belgien, som han faktisk ikke har noget at gøre med.
Søndag delte Antwerpen-restauranten Brasserie Den Artists et opslag på sin Facebook-side med et vedlagt billede. På dette billede ser man ejeren Joël Gemeiner, der står sammen med en person, som han tror er Vingegaard.
Problemet er blot, at det faktisk ikke er den danske cykelstjerne, der er på billedet. Han har derfor heller ikke været på besøg i den belgiske restaurant, som ejeren ellers følte sig overbevist om.
Gemeiner var hurtig til at få taget et billede med gæsten, som han troede med Vingegaard. Derefter sørgede han også for at dele det på de sociale medier. Her fandt han dog ud af, at han var blevet snydt.
Efter at have delt billedet på Facebook, modtog opslaget flere kommentarer fra folk, der meddelte, at det ikke var Vingegaard. Derfor gik det også op for Gemeiner, at han var blevet snydt. Kort tid efter fjernede han opslaget fra de sociale medier, men skærmbilleder af det florerer stadig.
Blandt andet har det belgiske medie WielerRevue fået fingrene i skærmbilleder af opslaget. Her bliver der også refereret til Gemeiners tekst, som han delte sammen med billedet.
"Når en dobbelt Tour de France-vinder siger til dig: 'Din cikorie i ovnen smager godt'. Tak, Jonas Vingegaard," skrev han.
Det belgiske medie skriver, at det ikke er første gang, at den mandlige gæst har forsøgt at snyde folk til at tro, at han er den danske Tour de France-vinder. Derimod er det noget, han har gjort flere gange før.