pidcock pedersen

Tom Pidcock synes Mads P. kørte for langsomt

Cyklingmaj 15 , 12:46
Mads Pedersen viste endnu en gang sin alsidighed og taktiske styrke, da han onsdag spurtede sig til sejren på 5. etape af Giro d’Italia.
Det var hans tredje etapesejr i løbets første uge.
Men sejren kom ikke uden dramatik i positionskampen, og særligt én rytter sad tæt nok på til at kunne lugte muligheden, nemlig britiske Tom Pidcock.
Alligevel endte han kun som nummer tre og stod efter målgangen tilbage med en smule fortrydelse – og en stor respekt for danskeren.
Pidcock, der kører for Q36.5, sad perfekt placeret lige bag Mads Pedersen, da danskeren, iført den lyserøde førertrøje, åbnede spurten med cirka 200 meter igen.
Forventede en eksplosion af power
Og det var her briten blev en anelse forvirret.
- Han kørte faktisk ikke hurtigt nok til min smag, da han lancerede sin spurt, udtalte Pidcock efterfølgende til cyclismactu.
- Jeg forventede en eksplosion af power, men det var ikke sådan.
Pidcock tøvede – og det kostede.
Han valgte ikke at træde forbi, da han ikke ønskede at komme ud i vinden for tidligt.
- Jeg måtte sætte farten ned og så accelerere for at overhale ham. Men i den her form for afslutning er det umuligt at fange ham.
Slipper trådet
På tv-billederne er det tydeligt, at briten kort sætter kadencen ned, idet Pedersen trækker ud. Han forsøger derefter at accelerere, men når aldrig længere frem end danskerens baghjul.
Det lille taktiske øjeblik blev forskellen mellem sejr og endnu en podieplacering.
- Jeg skulle nok være trukket ud tidligere. Men det er sådan, det er, og tredjepladsen er stadig ikke dårligt – særligt da den her afslutning ikke passede mig 100 procent.
Den 25-årige brite, der allerede har markeret sig i klassikerne og i Tour de France, er i gang med sin første Giro d’Italia.
Med en femteplads på åbningsetapen og nu en tredjeplads, tegner hans debut sig lovende, selv om sejren stadig lader vente på sig.
Mest læste