TV 2 viser VM i landevejscykling i Rwanda, men har ingen aktuelle planer om at købe rettighederne til EM, selv om
Jonas Vingegaard ventes at stille til start dér.
TV 2 er klar til at dække VM i landevejscykling, som køres i Rwanda fra søndag til søndag.
Mesterskabet bliver dog uden Jonas Vingegaard og Mads Pedersen, der begge har meldt afbud.
Det ærgrer TV 2’s sportschefredaktør John Jäger, men han understreger, at det er en del af vilkårene i sporten.
- Først og fremmest vil jeg sige, at vi er bekendt med, at cykelløb er en lidt usikker størrelse. Nogle gange stiller alle de bedste ryttere op, og nogle gange gør de ikke. Det gælder både VM og andre former for etapeløb, siger Jäger til Ekstra Bladet.
Han påpeger, at selv om fraværet af de største danske profiler er en ulempe, ændrer det ikke ved, at VM stadig er et verdensmesterskab, der vil tiltrække mange seere.
EM ligger ikke i planerne
Når det gælder EM i Frankrig, som begynder få dage efter VM, har TV 2 derimod ingen aktuelle planer om at købe rettighederne.
Jonas Vingegaard forventes at stille til start i linjeløbet, mens Mads Pedersen håber at køre enkeltstarten.
Alligevel ligger et tv-indkøb ikke lige nu i kortene for stationen. Heller ikke selvom TV2 før har købt rettigheder til cykelløb på baggrund af Jonas Vingegaards deltagelse i løbene.
Dermed tyder alt på, at de danske cykelfans må følge EM gennem andre kanaler, selv om to af landets største ryttere ventes at stille op.
Publikumstrækket afhænger af stjernerne
Ifølge Jäger er det naturligt, at interessen for cykelløbene påvirkes af, hvilke ryttere der stiller til start.
Han erkender, at Vingegaards deltagelse ville have styrket VM-dækningen på TV 2, men vurderer, at der fortsat er stor interesse for at følge mesterskabet, selv uden de største profiler.
- Når det er sagt, ville jeg da helst have haft, at Vingegaard var med, end at han ikke var med. Det betyder helt sikkert noget for interessen, om han er med eller ej, siger han.
VM afvikles fra søndag til søndag i Rwanda, mens EM følger kort efter i Frankrig med start onsdag.
Dermed vil danske cykelfans få to store mesterskaber på stribe – dog kun det ene vist på TV 2.