Herrelandsholdet Brian Riemer Gustav Isaksen

Brian Riemer udtager overraskende trup til danske skæbnekampe

Fodboldnov. 04 , 12:34
Brian Riemer har udtaget Danmarks trup til de afgørende VM-kvalifikationskampe – med flere overraskende navne blandt de 24 udvalgte spillere.
Brian Riemer har sat navn på de 24 spillere, der skal repræsentere Danmark i de afgørende VM-kvalifikationskampe mod Belarus og Skotland.
Og landstræneren har flere overraskelser med i udtagelsen, hvor især to navne springer i øjnene.
For første gang under Riemer er Philip Billing og Nikolas Nartey med i truppen.
Begge har været i form i deres klubber, og landstræneren lægger ikke skjul på, at deres præstationer har banet vejen til landsholdet.
Billing tilbage i rødt og hvidt
Philip Billing har ikke været en del af landsholdet siden sommeren 2023, men efter et klubskifte til FC Midtjylland har han genfundet sit spil.
Det har imponeret Riemer.
- Han har genfundet formen, og forleden blev han kåret som månedens spiller i Superligaen. Det er en fin anerkendelse af, at han har gjort det godt i en længere periode, siger Riemer på pressemødet og tilføjer, at Billing passer godt ind i de roller, landsholdet har brug for i de kommende kampe.
Nartey får chancen på venstre back
Et andet opsigtsvækkende navn er Nikolas Nartey, der til daglig spiller i Stuttgart.
Han får chancen som venstre back, som er en position, hvor Danmark længe har manglet løsninger.
Riemer ser stort potentiale i den 23-årige dansker.
- Nikolas Nartey er lidt en spiller, der snyder. Hvis hans karriereforløb havde været uden skader og efter planen, havde han været en af Bundesligaens bedste spillere, siger landstræneren til TV2 Sport og fortsætter:
- Han er en utrolig talentfuld spiller, der har en stor spilintelligens. Han passer ind i det, vi gerne vil med vores backs.
Også William Osula er blandt de udvalgte for første gang i den 22-årige angribers karriere.
Her er hele Brian Riemers trup:
Målmænd:
Kasper Schmeichel (Celtic)
Mads Hermansen (West Ham)
Filip Jörgensen (Chelsea)
Forsvarsspillere:
Jannik Vestergaard (Leicester)
Joachim Andersen (Fulham)
Andreas Christensen (FC Barcelona)
Lucas Høgsberg (Strasbourg)
Victor Nelsson (Verona)
Patrick Dorgu (Manchester United)
Nikolas Nartey (Stuttgart)
Rasmus Nissen Kristensen (Frankfurt)
Midtbanen:
Christian Nørgaard (Arsenal)
Victor Froholdt (Porto)
Pierre-Emile Højbjerg (Marseille)
Morten Hjulmand (Sporting)
Philip Billing (FC Midtjylland)
Matt O’Riley (Marseille)
Angreb:
Mikkel Damsgaard (Brentford)
Christian Eriksen (Wolfsburg)
Anders Dreyer (San Diego)
Gustav Isaksen (Lazio)
Jonas Wind (Wolfsburg)
William Osula (Newcastle)
Rasmus Højlund (Napoli)
Mest læste

Mest læste

Loading