peter moller dbu

DBU i kovending om Belarus: "Vi er i mindretal"

Fodboldmar. 26 , 16:01

Når det danske herrelandshold i efteråret tager hul på VM-kvalifikationen frem mod slutrunden i 2026, bliver det med både sportslige ambitioner og politiske dilemmaer i bagagen.

Danmark er kommet i gruppe med Skotland, Grækenland og ikke mindst Belarus – et land, som Dansk Boldspil-Union (DBU) i 2022 ellers offentligt udtalte, at man ikke kunne forestille sig sine landshold spille imod.

Men tiden – og ledelsen – har ændret sig. I marts 2022, kort efter Ruslands invasion af Ukraine, var daværende DBU-direktør Jakob Jensen meget klar i mælet:

- Jeg kan ikke se for mig, at nogen danske landshold skal spille mod belarusiske hold, sådan som situationen er lige nu.

På det tidspunkt blev Rusland øjeblikkeligt udelukket fra al international fodbold, mens Belarus – som aktivt støttede invasionen – slap billigere med krav om neutrale spillesteder og tomme tribuner.

Belarus burde udelukkes ligesom Rusland

Nu står en ny direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i spidsen for DBU, og mens holdningen til krigen og Belarus’ rolle i konflikten ikke har ændret sig, er retorikken omkring deltagelsen i kampe mod landet markant blødere.

- Vi har hele tiden ment, at Belarus burde udelukkes fra fodbold på samme måde som Rusland, understreger Brøgger, men tilføjer også, at når UEFA beslutter anderledes, må man som medlemsnation rette ind:

- Når man kommer i mindretal, har man to muligheder. Enten går man med det, som flertallet har besluttet, eller man vælger at gå imod en demokratisk beslutning – og det har vi valgt ikke at gøre.

Det betyder, at Danmark i efteråret spiller to kampe mod Belarus – først på udebane den 9. oktober, og senere i Parken den 15. november. Hvor udebanekampen skal spilles er endnu ikke fastlagt, men det bliver under de samme restriktioner som hidtil: på neutral grund og uden tilskuere – heller ikke tilrejsende fans.

I Parken bliver kampen behandlet som enhver anden landskamp, forsikrer Brøgger.

- Det er ikke en højrisikokamp, så vi forbereder os som til alle andre kampe. Sportsligt går vi efter at vinde, og vi afvikler kampen professionelt og inden for UEFA’s regelsæt.”

Mest læste