Bodø/Glimt leverede en aften, der kunne være blevet historisk, men de engelske gæster slap med skrækken i slutminutterne.
For første gang i 18 år blev der spillet Champions League i Norge, og hjemmeholdet Bodø/Glimt tog imod Thomas Franks Tottenham foran et udsolgt Aspmyra Stadion.
Aftenen begyndte som en fest for de gulklædte nordmænd, der satte tempoet fra start med hurtige kombinationer, mens gæsterne fra London havde svært ved at finde fodfæste på det norske kunstgræs.
Kampen kunne have fået en tidlig afgørelse, da hjemmeholdets danske angriber Kasper Høgh efter en halv time fik chancen fra straffesparkspletten.
Han sendte dog bolden langt over mål, hvilket markerede hans andet brændte straffespark i denne Champions League-sæson.
Den tidligere norske fodboldspiller Jesper Mathisen var kommentator på kampen på norsk tv, og han kaldet forsøget “et forfærdeligt spark” og sammenlignede det med en amerikansk fodbold-kicker.
Efter pausen tog Jens Petter Hauge over, da han først skruede bolden flot ind til 1-0, og lidt senere gentog han kunststykket med et tørt hug i det fjerneste hjørne.
På det tidspunkt lignede Bodø/Glimt en sikker vinder, mens Tottenham-spillerne så rådvilde ud.
“Vores store svaghed”
Glæden på tribunerne blev dog kortvarig, for gæsterne slog igen på et hovedstød af Micky van de Ven.
Aspmyra var på kogepunktet, da Tottenham i de døende minutter jagtede udligningen.
Archie Gray fik afsluttet, og keeper Haikin reddede i første omgang, men returen ramte uheldigt Bodø/Glimts Jostein Gundersen og røg i eget net.
2-2 og et knust hjemmepublikum, der allerede havde lugtet sensationen.
Bodø/Glimts træner Kjetil Knutsen var stolt af holdets indsats, men indrømmede sin frustration over, at spillerne ikke formåede at udnytte momentum efter deres scoringer.
- Vores store svaghed er, at vi ikke tør gribe øjeblikket, når vi har fået mål, sagde han til norsk TV2 efter kampen.
Han gjorde opmærksom på, at holdet stadig har meget at lære.
Frank slap med skrækken og ser fremad
Tottenhams manager Thomas Frank havde rokeret på fem positioner i forhold til weekendens ligakamp og måtte se sit hold blive udspillet i store perioder.
Han anerkendte da også nordmændenes styrker ved det efterfølgende pressemøde:
- Jeg har stor respekt for Bodø/Glimt og for det arbejde Kjetil Knutsen laver. Mange hold vil få det svært heroppe. Det gjorde vi også i første halvleg, men vi viste vilje til at ændre kampen. Planen var både at gå højt i pres og stå lavere, når det var nødvendigt. Vi lykkedes med noget af det, men smed bolden væk for hurtigt, og det kostede os rytmen i første halvleg.
Jesper Mathisen mente, at Bodø/Glimt var “det klart bedste hold” og roste især Hauge og Patrick Berg for deres præstationer.
Hauge havde tidligere på dagen måttet erkende, at han ikke var blevet udtaget til Ståle Solbakkens landsholdstrup, men han blev aftenens store oplevelse med sine to mål og sit dribleshow mod spillere, hvis månedsløn overgår hans årsløn.
Bodø/Glimt må nu rejse sig hurtigt inden næste runde mod Galatasaray, mens Tottenham tager hjem med et point og en påmindelse om, at Champions League på nordlige breddegrader ikke bare er en gåtur i parken.