gettyimages 2205292790

Albon advarer: Testen i Bahrain bliver hurtigt glemt

Formel 1apr. 11 , 15:43

Det er nærliggende at tro, at alt var afgjort på forhånd, når Formel 1-cirkusset vender tilbage til Bahrain, hvor vinterens tests blev kørt under høj sol og skarpe kameraer.

Men virkeligheden er alt andet end forudsigelig. Den aktuelle sæson har allerede vist sig uhyre omskiftelig – ikke mindst med fire forskellige vindere i de første fire løb, hvis vi tæller Lewis Hamiltons sprintsejr i Shanghai med.

Ifølge Williams-køreren Alexander Albon skal vi ikke lægge alt for meget i testresultaterne fra februar.

Albon peger på, at banens karakter har ændret sig markant, og særligt temperaturforskellen spiller en stor rolle. Vintertesten blev kørt i relativt kølige forhold, mens der nu er over 30 grader i luften – selv efter solnedgang.

Vintertesten bliver irrelevant

Det har stor betydning for dækkenes opførsel, især bagdækkene, som i varmen hurtigt overopheder. Det skubber teamsene til at arbejde med opsætningen for at beskytte dækkene bedst muligt, og det i sig selv skaber nye udfordringer.

- Jeg tror, at meget af det, der skete under vintertest bliver irrelevant, når banen ændrer sig på den her måde, forklarer Albon til Ekstra Bladet.

Den hårdere asfalt i Bahrain og det høje slid på dækkene betyder, at strategi igen bliver en større faktor, hvilket lover godt for spændingen i løbet.

Flere overhalinger i Bahrain

Modsat de seneste to grandprixer i Japan og Kina, hvor ny belægning og lave dækslitage førte til enkle strategier og løb vundet fra pole, vil Bahrain formentlig byde på flere overhalinger og taktiske variationer.

Det skaber håb for mere dramatik og mulighed for, at midterfeltets kørere kan overraske.

Ferrari forsøger at tage et skridt i den retning med en fremskyndet opgradering i form af et nyt gulv. Målet er klart: at lukke hullet op til McLaren, som har gjort det fremragende i sæsonstarten.

Skuffende sæsonstart fra Ferrari

De røde fra Maranello har ellers åbnet året som det fjerdebedste hold – en skuffelse, hvis man ser på ambitionerne og slutningen af 2024-sæsonen. De håber, at opgraderingen allerede i Bahrain kan bringe dem tættere på sejrene igen.

Midterfeltet er dog også bemærkelsesværdigt tæt. Ifølge Albon er forskellen mellem holdene omkring en til halvanden tiendedel af et sekund – det gør kørernes individuelle præstationer altafgørende.

Her har han selv leveret stærkt og ligger lige nu foran Lewis Hamilton og kun to point bag Charles Leclerc i VM-stillingen. At han splitter de to Ferrari-kørere er et vidnesbyrd om både Williams’ fremgang og Albons egen styrke i en sæson, hvor de små marginaler gør den store forskel.

Mest læste