Aston Martin opruster markant ved at hente
Giles Wood og
Jack Vino, to af Adrian Neweys tidligere samarbejdspartnere, til centrale roller i teamets udvikling.
Aston Martin har sat turbo på ambitionerne om at nærme sig Formel 1-toppen ved at hente to markante profiler tilbage til sporten.
Giles Wood, tidligere leder af Red Bulls simulationsafdeling, og Gioacchino 'Jack' Vino, tidligere chef for aerodynamik hos Mercedes, er begge tiltrådt i nøglepositioner på Silverstone-holdet.
Giles Wood vender tilbage til Formel 1 efter en periode hos Apple, hvor han har arbejdet med autonome teknologier.
Hos Aston Martin skal han nu som direktør for simulation og køretøjsmodellering forbedre et område, som
Adrian Newey allerede har udpeget som en svaghed.
- Det er fair at sige, at nogle af vores værktøjer er svage, især vores simulator med kørerinput, sagde Newey under Monacos Grand Prix og tilføjede, at der er behov for et større løft i præcision og korrelation.
Erfaring fra Red Bulls storhedstid
Giles Wood arbejdede tæt sammen med Newey under Red Bulls mest succesfulde periode med fire verdensmesterskaber i træk fra 2010 til 2013.
Han har tidligere haft centrale roller hos McLaren og
Red Bull Advanced Technologies og bringer nu en dyb forståelse for simulationsværktøjer tilbage til sporten.
Aston Martins teamchef Andy Cowell roser den umiddelbare effekt af ansættelsen:
- Giles er nu tilbage og leder vores modellerings- og simulationsområde. Når man ser hans og Adrians samarbejde med resten af teamet, er energien og målrettetheden tydeligt højere.
Ny chef for aerodynamik
Samtidig har Aston Martin også forstærket aerodynamikafdelingen ved at ansætte Gioacchino 'Jack' Vino som chef for aerodynamik.
Vino har en solid baggrund i Formel 1 med erfaring fra Toyota, Red Bull, Renault og senest Mercedes, hvor han avancerede til chefposten inden sin afgang i november 2024.
Han startede officielt hos Aston Martin i april og har ifølge Cowell allerede sat tydeligt præg på teamets struktur og kultur.
- Det er utroligt, hvordan nøgleansættelser som Adrian, men også de øvrige profiler, løfter hele organisationen, siger Cowell.
Kombinationen af Neweys vision, Woods tekniske indsigt og Vinos aerodynamiske erfaring sætter scenen for en ny fase i teamets udvikling frem mod 2026-reglementets indførelse.