F1 får nye regler i 2026: Her er 9 vanvittige regler som er blevet skrottet

Når Formel 1 indfører et helt nyt regelsæt til næste år, er det værd at mindes, at sporten tidligere har prøvet mange eksperimenter.

Nogle kom af praktiske hensyn, andre af ønsket om at skabe spænding. Fælles for dem er, at de til sidst blev droppet.

I store dele af sportens historie var det ikke alle løb, der talte med i VM-stillingen.

I 1950 var kun fire af sæsonens syv løb pointgivende.

I 1967 blev systemet endnu mere komplekst, hvor kun fem af de første seks løb og fire af de sidste fem talte.

Ideen opstod delvist, fordi et løb som Indianapolis 500 var på kalenderen, men det var nærmest ikke muligt for F1-kørerne at deltage her i deres biler.

Først i 1991 blev ordningen afskaffet, hvorefter alle løb kom til at tælle.

Finalen i Abu Dhabi 2014 var tænkt som en ekstra dramatisk afslutning på sæsonen.

Dobbeltpoint skulle betyde, at kampen mellem Hamilton og Rosberg kunne ændres drastisk på én weekend.

Ifølge PlanetF1 blev ideen mødt med massiv kritik fra både hold og fans.

Flere mente, at formatet forvred hele mesterskabsstrukturen.

Hamilton vandt løbet og dermed mesterskabet, men ordningen blev straks droppet til året efter.

Da udgifterne begyndte at skræmme holdene væk i starten af 1950’erne, ændrede FIA reglerne, så mesterskabet i 1952 og 1953 blev kørt med Formel 2-biler.

Det skulle gøre sporten billigere og tiltrække flere hold.

I praksis var det kun Ferrari, der udviklede en bil til reglerne, hvilket medførte en total dominans og to mesterskaber til Alberto Ascari.

I 1954 vendte man tilbage til fuld F1-specifikation.

Fra 1950 til 1959 gav den hurtigste omgang i et løb et ekstra point.

Da ordningen vendte tilbage i 2019, kom der dog en betingelse om, at man skulle slutte i top 10 for at få pointet.

Det skabte både taktiske muligheder og frustrationer, når kørere med friske dæk sidst i løbet “stjal” pointet fra konkurrenter, som ellers havde kørt et stærkt løb.

Den første version af superlicensen var langt fra den vi kender i dag.

Den var knyttet til et bestemt hold, så en kører kunne miste retten til at køre midt i sæsonen ved et teamskifte.

Den forbød også udtalelser, der kunne “skade sportens interesser”.

Niki Lauda var utilfreds med mundkurven, og sammen med Didier Pironi organiserede han en boykot af Sydafrikas Grand Prix i 1982.

Reglen blev ændret, men kørerne fik stadig en bøde på 5.000 dollars hver.

I 1998 blev rillede dæk obligatoriske i et forsøg på at reducere bilernes hastighed. Slicks havde ellers været standard siden 1971.

Tanken var, at mindre greb ville sænke farten, men ingeniørerne fandt hurtigt måder at kompensere på.

Resultatet var, at farten stort set forblev den samme.

I 2009 vendte slicks tilbage, og rillede dæk blev smidt på historiens ophuggerplads.

Fra 2015 blev kørerne begrænset i at ændre deres hjelmdesign markant i løbet af en sæson.

Baggrunden var, at fans skulle kunne genkende kørerne, men mange mente, at faste startnumre var nok til formålet.

Reglen blev fjernet i 2020, og kørerne kunne igen skifte design efter ønske.

I 1997 måtte kørerne kun køre 30 omgange pr. dag i fredagstræningen.

Formålet var at begrænse slid på udstyr og dæmpe omkostningerne, men det begrænsede også forberedelserne.

Allerede året efter blev begrænsningen ophævet.

Efter Ferraris kontroversielle beslutning i Østrig 2002, hvor Barrichello lod Schumacher passere, forbød FIA holdordrer, der påvirkede løbsresultatet.

I praksis fandt holdene hurtigt på kodede beskeder, som “Fernando er hurtigere end dig” til Massa i 2010.

Forbuddet blev fjernet i 2011, da det var næsten umuligt at håndhæve.

Disse regler viser, at Formel 1 konstant har afprøvet nye idéer. Nogle af dem har gode intentioner, men ikke nogen lang levetid.

Hver ændring er et kapitel i sportens historie, og mange har skabt både debat og erfaring.

Nu bliver det spændende at se, om de nye regler, der træder i kraft fra begyndelsen af næste sæson, skal være en blivende del af sporten eller ej.