mohammed ben sulayem formel 1

FIA-præsidentkandidat retter hård kritik af præsidenten: "Det er tyranni"

Formel 1jul. 04 , 22:19
Efter at Carlos Sainz Sr. trak sig fra muligheden for at stille op som FIA-præsident, trådte en ny kandidat frem: Tim Mayer.
Den amerikanske motorsportsveteran og tidligere FIA-steward har nu officielt annonceret sit kandidatur mod den siddende præsident Mohammed Ben Sulayem, og han gør det med et klart budskab.
FIA trænger til reform.
- Jeg har haft en fantastisk karriere i motorsporten og føler nu, det er tid til at give noget tilbage, sagde Mayer ved et pressemøde i Silverstone.
Med støtte fra blandt andre David Richards, formand for Motorsport UK, og en kampagne under navnet FIA Forward, lægger Mayer vægt på gennemsigtighed, medlemsinddragelse og decentralisering.
Kritik af centralisering og manglende inklusion
Tim Mayer lægger ikke fingre imellem i sin kritik af Ben Sulayems ledelse.
Han anklager det nuværende FIA-lederskab for at skabe "illusioner" frem for reel forandring og reform.
- I stedet for reform har vi fået iscenesættelse. Vi ser illusionen af fremskridt, af inklusion, af gennemsigtighed – men reelt er magten blevet mere centraliseret end nogensinde før, sagde han.
Han fremhæver blandt andet ændringer i FIA’s vedtægter, der ifølge ham har givet præsidenten større vetoret og kontrol over råd og udvalg.
Mayer mener, at medlemmerne nu tvinges til at tage stilling uden reel debat, og at centrale etiske og økonomiske instanser er blevet sat ud af spil.
- Det er ikke demokrati. Det er tyranni, og det skal ændres, fastslog han.
Vil føre valgkamp på princippet om tjenende lederskab
Mayer understreger, at hans kandidatur ikke er et hævntogt efter, at han blev fjernet som FIA-steward sidste år, men et ønske om at tjene motorsportens fællesskab.
- Jeg er ikke drevet af hævn. Jeg er drevet af ønsket om at tjene og forbedre FIA for de klubber, der udgør fundamentet, sagde han.
Over de næste uger vil han præsentere sit valgmanifest og det hold, han ønsker at danne ledelse med.
Målet er at samle input fra medlemsklubberne og føre kampagnen uden pres for offentlige tilkendegivelser.
- God ledelse handler ikke om kontrol. Det handler om at tjene, lød det fra Mayer, der lover et mere åbent og inkluderende FIA.
Præsidentvalget afholdes senere i år, og selvom Ben Sulayem har opnået støtte fra flere regioner, herunder Mellemøsten og Nordafrika, er Mayer fast besluttet på at udfordre strukturen og vise, at der findes et alternativ.
Mest læste