Formel 1’s styrende organ,
FIA, udsendte nye tekniske direktiver til holdene forud for
Emilia Romagna Grand Prix.
Det er en handling, der særligt har fået opmærksomhed i kølvandet på Max Verstappens sejr og McLarens pludselige præstationsdyk.
Men
McLaren afviser, at direktiverne har haft nogen indflydelse på deres opsætning eller ydeevne.
Ifølge RacingNews365 omhandler de nye retningslinjer blandt andet behandlingen af dæk og hjulkomponenter, herunder potentielle løsninger, som nogle teams har brugt til at forbedre dækkøling og nedslidningskontrol.
Det er områder hvor McLaren tidligere i sæsonen har haft et teknologisk forspring.
På trods af denne sammenhæng benægter McLaren, at de skulle have foretaget nogen justeringer i lyset af FIA’s tiltag.
Præcisere gråzoner
Den tekniske direktivpraksis, som FIA benytter, er designet til at præcisere gråzoner og lukke potentielle smuthuller i det komplekse reglement, uden nødvendigvis at ændre selve reglerne.
Disse direktiver offentliggøres sjældent, hvilket gør det svært at afgøre, om de har haft konkret indvirkning på enkelte holds præstationer.
Hos McLaren har særligt dækkontrol via bremsetromler været fremhævet som et af holdets tekniske es i ærmet.
Dette har hjulpet dem til lavere dækslid og bedre race pace gennem store dele af sæsonen.
Nyt billede på Imola
Men på Imola lignede billedet pludselig noget andet.
Red Bulls RB21 havde overtaget, og Verstappen brød Oscar Piastris sejrsstime på tre løb. Samtidig nærmer hollænderen sig i stillingen, kun 22 point bag Piastri og blot ni bag Lando Norris.
Selvom det kunne friste at drage en direkte linje mellem de tekniske direktiver og McLarens præstation i Imola, er virkeligheden sjældent så enkel i F1.
Banens layout, temperaturforhold og dæksammensætningen fra Pirelli kan alle have spillet en rolle.
Dog skaber timingen med FIA’s direktiver og Red Bulls fornyede styrke spørgsmål i paddocken, også selvom McLaren kategorisk nægter nogen sammenhæng.
Innovation og regulering
Denne situation sætter igen fokus på den evige balancegang i Formel 1 med innovation og regulering.
Hold stræber efter at finde marginaler i tekniske detaljer, mens FIA forsøger at holde sporten fair og inden for rammerne af reglementet.
Når en teknisk fordel, som dækkontrol via bremser, pludselig synes mindre effektiv, kan det meget vel skyldes, at regelrytterne har været på spil bag kulisserne.
Uanset om McLaren taler sandt eller ej, vil de kommende løb give en indikation af, om der er tale om et midlertidigt formdyk, eller om FIA’s tekniske direktiver faktisk har flyttet styrkeforholdet i feltet.