Franco Colapinto får endnu en chance på Formel 1-gridden, og denne gang kan den unge argentiner meget vel køre for sin fremtid.
Når han i denne uge stiller op for Alpine ved Emilia-Romagna Grand Prix i Imola, er det ikke blot et nostalgisk gensyn med en bane, hvor han har vundet både i Formel 3 og Formel 2.
Det er også starten på en fem-løbs prøveperiode, der kan afgøre hans langsigtede skæbne i sportens eliteklasse.
Colapinto trådte første gang frem på F1-scenen sidste år i Monza som stand-in for Logan Sargeant hos Williams, men den gang vidste han, at chancerne for et fuldt sæde i 2025 var minimale.
Nu er situationen anderledes.
Alpine har givet ham en reel mulighed – men samtidig en stram deadline.
Begge Alpine biler skal score point
Med
Jack Doohan og Paul Aron ventende i kulissen, og med et Alpine-hold under pres midt i en sportslig genopbygning, er kravet til Colapinto klart.
Han skal præstere og det skal være nu.
Som journalist Lawrence Barretto forklarede i F1 Nation Podcast, er det ikke nok blot at være "tæt på" Pierre Gasly – han skal score point og levere peak-præstationer, som teamet kan bygge videre på i et overgangsår forud for skiftet til Mercedes-motorer i 2026.
- De vil bare have to biler, der scorer point, lød det klart fra Barretto.
Colapintos popularitet i hjemlandet Argentina og hans aggressive stil betyder, at han kommer med både opmærksomhed og forventninger.
Men han har også bagagen fra tidligere fejl.
Red Bull trak følehornene til sig
Hans dobbeltuheld i Las Vegas i 2024 var en af årsagerne til, at Red Bull trak sig fra forhandlinger om hans fremtid. I Alpine er der nu et vindue, men det er skrøbeligt.
Dyre fejl eller inkonsekvente weekender vil hurtigt bringe ham i farezonen igen – især med Flavio Briatore nu aktiv i teamets beslutningsstruktur.
Pierre Gasly har antydet, at teamet er klar til at tage kompromiser i Imola, muligvis for at give Colapinto en fair chance, men det ændrer ikke ved det underliggende krav om, at resultater tæller.
Colapinto har tidligere vist, at han kan presse en bil til grænsen med det samme, og han har leveret lynhurtige omgange under pres.
Det, Alpine nu vil se, er, om han kan samle hele weekender, undgå fejl og konvertere fart til point og det er netop det, Jack Doohan aldrig lykkedes med i samme sæde.