formel 2 australien

Hvad kan vi forvente af fremtidens F1-motorer? Her er 2029-planen

Formel 1apr. 16 , 15:51
Formel 1 står over for en ny æra af motorudvikling, og selvom de ikoniske V10'ere ikke vender tilbage lige foreløbig, lurer et nyt paradigme i horisonten.
Fra 2029 og frem ser det ud til, at sporten kan bevæge sig væk fra de komplekse og dyre turbohybrider og hen imod en enklere og mere økonomisk løsning – muligvis i form af en V8-motor med en kraftigt reduceret elektrisk komponent.
FIA har lagt op til, at de næste generationers motorer skal være langt billigere og lettere end dem, der kommer i 2026.
Ifølge The Race har FIA allerede udarbejdet et skitseforslag, der skal reducere udviklingsomkostningerne med 60-65% sammenlignet med de kommende turbohybrider. Det skal bl.a. ske ved at bruge standardkomponenter og billigere materialer som aluminium til stempler.
Derudover planlægger man at forenkle hybridsystemet markant.
90/10 i stedet for 50/50
Hvor 2026-motorerne arbejder med en 50/50 fordeling mellem forbrændingsmotor og elektrisk kraft, sigter man mod et 90/10-forhold i 2029 – med andre ord en kraftig dominans af den klassiske forbrændingsmotor.
Det vil reducere bilernes vægt markant og give mere frihed på banen, da man undgår at biler skal "economy drive" for at spare energi.
Selvom rygter om V10-motorens comeback har cirkuleret, er det mest sandsynlige scenarie et skifte til V8 – og det er ikke kun af nostalgiske årsager.
En V8 vejer mindre og kræver mindre brændstof, hvilket er essentielt i en sport, hvor startvægten af bilerne i stigende grad påvirker strategier og performance. V10'erne, på trods af deres ikoniske lyd og power, ville ganske enkelt ikke være effektive nok i nutidens bæredygtige kontekst.
Arbejdes med tre søjler
Fremtidens motorer skal ikke kun være billigere og lettere – de skal også understøtte sportens ambitioner om bæredygtighed. Fuldt bæredygtigt brændstof vil være en hjørnesten i den nye motorfilosofi, og her har især Audi markeret sig som fortaler.
Audi, som tidligere var modstandere af V10-forslaget, virker nu mere åbne over for forandring – så længe tre nøgleprincipper opretholdes: høj effektivitet, avanceret hybridteknologi og brugen af bæredygtigt brændstof.
Som teamchef Jonathan Wheatley formulerede det:
- De tre søjler, vi ser som virkelig vigtige, er en højeffektiv motor, et avanceret hybridsystem og naturligvis bæredygtige brændstoffer som fundament.
"Tryk på pauseknappen"
Hvornår skiftet sker, afhænger i høj grad af, hvordan 2026-reglementet bliver modtaget. Hvis de nye hybridmotorer leverer spændende og tæt ræs, vil sporten formentlig vente med næste store skifte til 2031.
Men hvis feltet splittes, og underholdningsværdien lider, kan en ny motorrevolution fremskyndes allerede til 2029.
Som Toto Wolff sagde:
- Tryk på pauseknappen, og se, hvordan næste år går. Hvis det virker, er vi pionerer i bilindustrien. Hvis ikke, skal vi finde noget, der er bedre for både sporten og industrien.
Mest læste