hamilton leclerc ferrari

Leclerc overrasket over teamordre fra Ferrari

Formel 1maj 06 , 15:03
Det blev et frustrerende og klodset Grand Prix i Miami for Ferrari, hvor teamets håndtering af interne teamordre skabte uro og potentielt kostede vigtige placeringer.
Lewis Hamilton og Charles Leclerc, begge på forskellige strategier i løbets anden halvdel, blev fanget i en intern duel, som udstillede en manglende skarphed fra pitvæggen – og i sidste ende gjorde en svær weekend endnu sværere for det italienske hold.
Hamilton, der kørte med friskere mediumdæk, havde i udgangspunktet farten til at overhale Leclerc.
Men uden tilladelse fra pitvæggen måtte han blive bag sin holdkammerat i flere omgange, og da teamet endelig besluttede at bytte om, var det sportslige udbytte forduftet.
Ville ikke lade Hamilton passere
Ironisk nok blev positionerne senere igen byttet, da Leclerc genvandt syvendepladsen – og Hamilton gled tilbage til ottende, tæt forfulgt af Carlos Sainz, der i kampens hede blev påkørt af en Williams i sidste sving.
Efter løbet erkendte Leclerc, at han ikke selv havde overvejet at lade Hamilton komme forbi, før ingeniøren bad ham gøre det.
- Ikke rigtig, lød det ærligt fra monegaskeren.
Han forklarede, at han forventede, at Hamilton ville få dækslitage før ham – og derfor ikke nødvendigvis var den rette at satse på. Men han udtrykte også forståelse for britens ønske om at forsøge noget anderledes og roste hans tilgang.
Bilen er ikke bedre
Hverken Leclerc eller Hamilton lagde dog efterfølgende skjul på deres utilfredshed – men heller ikke på deres respekt for hinanden.
- Der er ingen dårlige følelser mellem mig og Lewis, understregede Leclerc.
Begge kørere gjorde klart, at deres frustration først og fremmest handlede om det begrænsede potentiale i bilen – og ikke om rivalisering.
- Bilens potentiale er bare dét her, og det er frustrerende, sagde Leclerc ærligt.
Problemet for Ferrari ligger i, at de endnu ikke har formået at kæmpe med helt i front i dette års mesterskab.
Langt op til de bedste teams
Med blot én podieplads i et Grand Prix indtil videre – og et tydeligt sportsligt hul op til de førende hold – befinder Scuderiaen sig i en slags limbo mellem top og midterfelt.
Ferrari ligger nu fjerde i konstruktørmesterskabet med 94 point – 11 færre end Red Bull, hvor Max Verstappen alene har hentet 99.
McLaren topper med imponerende 246 point og fem sejre i sæsonens første seks løb.
Hos Leclerc boblede skuffelsen tydeligt frem, ikke kun over strategien, men også over at kæmpe om ottendepladsen.
- Frustrationen var der allerede, fordi jeg kæmpede om P8, erkendte han.
Det hele kulminerede i en radio, der ifølge ham ikke altid viser det fulde billede:
- Radioen er ikke altid det reelle billede. I dette tilfælde… måske.
Mest læste