Strategiske svigt og ophedede samtaler i cockpittet satte sit præg på en allerede presset Grand Prix-weekend.
Lewis Hamiltons første sæson i
Ferrari er langt fra forløbet gnidningsfrit hidtil.
Under søndagens Grand Prix i Miami kom frustrationerne op til overfladen, da briten flere gange tordnede over radioen mod sin race engineer, Riccardo Adami.
Hamilton følte sig fanget bag holdkammeraten
Charles Leclerc, til trods for at han kørte på de blødere og hurtigere medium-dæk.
- Jeg brænder bare mine dæk af bag ham, lød det utålmodigt fra den syvdobbelte verdensmester, da han erfarede, at Mercedes-talentet Kimi Antonelli var seks sekunder foran Leclerc.
Den manglende reaktion fra Ferraris pitvæg fik Hamilton til at spørge direkte:
- Vil I have, at jeg bare bliver her hele løbet?
Han mindede desuden sit team om, hvordan han tidligere havde vist samarbejdsvilje i Kina, da han uden tøven lod Leclerc passere.
Stemningen blev ikke bedre, da Adami omsider gav grønt lys til et positionsskifte. Hamiltons sarkastiske kommentar – “Tag en kop te imens! Kom nu!” – afslørede tydeligt, hvor tæt det var på at koge over.
Strategisk forvirring og offentlig kritik
Ifølge Formula1.com udviklede situationen sig yderligere, da Hamilton kort efter blev bedt om at aflevere placeringen tilbage til Leclerc, mens begge Ferrari-kørere forsøgte at lukke hullet op til Antonelli.
Den slags slingrekurs i beslutningstagningen er ikke noget, en rutineret profil som Hamilton uden videre bare tolererer.
Han har efterfølgende forsøgt at nedtone episoden og forklarede over for Sky Sports F1, at kommentarerne blev fremsat “i momentets hede”.
Alligevel satte hændelsen ord på en underliggende frustration over en bil, der ikke lever op til forventningerne, og et team, der virker famlende i sin strategi.
- Folk siger værre ting, end hvad jeg sagde. Det var mere sarkasme end vrede, sagde han og slog fast, at der skal tages interne samtaler om forløbet.
For meget kaos og for lidt tempo
Hamilton endte løbet på ottendepladsen efter en sen duel med Carlos Sainz, som resulterede i kontakt i den afsluttende hårnålekurve.
Leclerc sluttede én placering foran, men det var små trøstende marginaler i en weekend, hvor McLaren leverede en overbevisende 1-2-sejr og viste, hvor langt Ferrari stadig er fra toppen.
Leclercs weekend bød også på egne kontroverser. Han pådrog sig en officiel reprimande, efter han kørte videre i en beskadiget bil under sprintens opvarmningsrunde, før teamet til sidst bad ham om at stoppe.
Det satte yderligere fokus på et hold, der i øjeblikket lader til at være i vildrede – både strategisk og organisatorisk.
- Vi er ikke, hvor vi ønsker at være. Men vi giver ikke op, lød det fra Hamilton, men faktum er, at hans tålmodighed tydeligvis har sine grænser – og i Miami begyndte man at nærme sin den grænse.